Requiem vénitien - Vincent Engel

• Fransk
• 7. februar
• 341 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

I går måtte jeg arbejde hjemmefra, da den ekstreme kulde ikke er noget min krop bryder sig om. Det betød til gengæld, at der var mere tid om morgenen - og absolut mere om aftenen. Så uden at have planlagt det, havde jeg pludselig læst hele denne Engel-roman færdig.

Engel har som nævnt skrevet en hel række romaner, hvor personerne ikke er direkte forbundet - men alligevel optræder på kryds og tværs hos hinanden. I Retour à Montechiarro rejser greven i 1849 til Venedig, hvor han møder den mystiske Asmodée Edern - og på en tur igennem byen ser han en dag en gammel præst og en yngre mand i dyb diskussion. Han kommer til selskaber hos blandt andet den foragtelige markis Bulbo, som praler af sin foragt for kunst - netop i en by, hvor kunst er ALT - og især den unge komponist Giacolli, hvis musik han afskyr mere end alt andet! Samme Bulbo begår i den tidligere roman selvmord ved at binde sig til en Venus-statue og kaste sig i Canal Grande.

Requiem vénitien - veneziansk requiem - foregår selvfølgelig i Venedig; perioden er 1848-49, hvor byen kæmper for at blive fri for det østrigske herredømme; hvor byen bombarderes og mange smukke paladser ødelægges. Det er en brydningstid i en by, hvor man levede og åndede for æstetikken. Synsvinklen på historien er dog fra 1879, da Alessandro Giacollis unge elev, Jonathan Celnik, rejser til Frankrig og derfra videre til Venedig og endelig til Montechiarro for at finde et partitur, som Giacolli overdrog til den gamle præst Baldassare, da han flygtede fra byen i 1849.

Igennem korrespondancen mellem den gamle Alessandro og den unge Jonathan får man et indblik i de modstridende følelser, den gamle mand har ved tanken om, at Jonathan rejser til Venedig - en by han selv endte med at hade. Deres dialog er baseret på musikkens sprog og symboler,, og til tider havde jeg lidt svært ved at forstå hentydningen til de forskellige musiske udtryk fra operaverdenen.

Jonathan tager så afsted for at finde partituret; han finder Alessandros nevø og optrevler langsomt historien om de sidste år i Venedig, hvor så meget skete. Alessandros venskab med lyrikeren Federico, som mener, at de begge skal skrive en opera som hyldest til Daniele Manin - helten bag den italienske genforening. Federico er gift med den smukke og ærgerrige Donatella, hvis bedste veninde er den pensionerede russiske balletdanserinde Maria Taglioni. Donatella foragter Alessandro; fordi han ikke vil forføre hende og hun beslutter sig for at hævne sig.

Til det formål begynder hun at forføre markis Bulbo, da de har fælles interesse i deres had mod musikeren. Samtidig er hun på en mission for Maria, som forfærdeligt gerne vil have den Venus-statue Bulbo har. Her bliver det jo interessant, fordi Engel nu skal passe på, at trådene passer ind i de andre romaner.

Det er faren ved at skrive på denne måde - nok er de uafhængige romaner, men personligt ville det irritere mig grusomt, hvis fakta ikke stemmer. Det gør de her - og jeg synes, at det er en genistreg han begår, da Donatella bliver Bulbos elskerinde, han begår selvmord - men Federico er død i kampen for frihed... og nu er Donatella fattig og forladt. Hun må overgive statuen til Maria, og nedlade sig til at arbejde for denne som husholderske. I Retour à Montechiarro fortæller Maria grev Della Rocca denne anekdote, som var det til hende afskedsbrevet var skrevet - så selvom de sagtens kan læses uafhængigt formår Engel samtidig at give en ekstra krølle på historien, hvis man fortsætter 'serien'.

Faktisk er hele historien temmelig lig min opfattelse af en opera - hele det dramatiske indhold er der lige til fald fra tinderne på grund af hovmod, selvmord, åbenbarelse etc. Så selvsagt blev jeg grebet af den, og måtte læse den færdig samme (lange) aften!