Coeur d'Afrique - Eric Fottorino

• Fransk
• 15. februar
• 174 sider
• Dansk titel: Ikke oversat
• Bogudfordringen 2012

Da der blot er nogle få dage til det kontroversielle præsidentvalg i Senegal, som selvsagt optager mig en del, var det med en helt særlig interesse, at jeg læste denne bog, som er mit bud på Bogudfordringen 2012 i emnet politik.

Eric Fottorino er en fransk journalist og forfatter, og tidligere chefredaktør på Le Monde - uden tvivl en sværvægter i franske intellektuelle kredse, og med en bred politisk viden; men det er jo ikke nok til samtidig at kunne skrive prosa på en gribende måde. Ikke desto mindre gør han det i denne lille stærke roman, som fik mig til at glemme at komme af sporvognen på vejen hjem i går!

Handlingen starter med en beslutning, som den halvgamle journalist Larieux skal tage lige inden jul; der skal sendes en journalist til det afrikanske land Bangara, hvor der er rygter om rebeller i den nordlige del af landet - og fare for en borgerkrig. Mange af de gamle garvede vil ikke - eller duer ikke - ifølge Larieux; men han kan ikke selv tage afsted. Efter at have trevlet verden tynd i årevis, og været i alle brændpunkterne mistede han et ben, og må nu nøjes med skrivebordsstolen.

Han overvejer den unge journalist Koler; men som han reflekterer så kan han ikke skrive godt, når han er grebet af sine følelser. "Og det er det eneste Afrika handler om; følelser."

Han kender til kompleksiteten af det kontinent, som man enten hader eller elsker betingelsesløst. Han tænker tilbage på den næsten pensionerede funktionær, han mødte hos UN i Genève, som samlede på flasker med sand fra Afrika uden selv nogensinde at have været der; indtil han en dag forsvinder ud i den blå luft. Han kalder ham the Sandman - den danske oversættelse Ole Lukøje vil ikke dække passende her.

Men Larieux beslutter sig så for, at det må blive den unge Koler.

Koler kender intet til Afrika; men han rammes af dette imaginære land som Kapuscinski, da han første gang trådte ud af et fly på en afrikansk landingsbane. Han møder hurtigt den lokale franske ambassadør, som forsøger at overbevise ham om, at han sagtens kan skrive sine artikler fra baren på Hilton-hotellet, som så mange andre. Men Koler vil op i den nordlige del af landet og se tingene med egne øjne. Problemet er bare, at det ikke passer hverken de lokale politikere eller Udenrigsministeriet hjemme i Paris. For der er nemlig ingen rebeller!

Bangara er et fiktivt land men det skal uden tvivl opfattes som en tidligere fransk koloni; der er også utroligt mange hentydninger til Senegal og wolof, selvom den religiøse konflikt og de geografiske beskrivelser mere passer på Nigeria, som dog som bekendt var under britisk styre. Men det gør ikke plottet mere irrelevant, da det til stadighed finder sted i mange afrikanske lande, hvor den vestlige verden virkelig ikke orker at blande sig, hvis det ikke har en indflydelse på olie eller andre ressourcer, som vi skal bruge.

Koler rejser nordpå og opdager sandheden; den katolske minoritet i landet bor i den del - men de presses ud i en umulig situation, da styret i hovedstaden sænker købspriserne på deres landbrugsproduktion, så de begynder at sulte sig selv ihjel. Når de forsøger at flygte til den sydlige del bliver de skudt - ikke af rebeller, men af den muslimske regerings egne soldater. Men det gider man ikke rigtigt at høre om i Europa; der er det bedre at sige, at det er lokale banditter! Lige så vel som Vesten i lang tid lukkede øjnene for blodbadet i Rwanda - så er det den nemmeste løsning, hvis vi ikke bliver direkte påvirket af det.

Derfor generer Kolers missiver hjem til redaktionen, som samtidig bliver gennemlæst af Udenrigsministeriet - men Larieux fryder sig over denne unge journalist, som har det mod i sig, som han selv havde.

Koler er den type rejsende i Afrika, som virkelighedens Kapuscinski og Theroux er - og undervejs opsamler han mystiske papirlapper, som er svøbt om jordnødder eller mad, og viser sig at være reflektioner over Afrika nedskrevet af den mystiske Sandman. Han er selvfølgelig rejst til Afrika efter i en menneskealder at have siddet spærret inde på et funktionærkontor og læse andres nedladende beskrivelser af et helt kontinent, som ingen regner for andet end problemer - ikke mindst 'de dovne, ugidelige, uintelligente sorte'.

Koler falder i soldaternes fælde, og bliver hårdt såret - og mens han bliver plejet af en lokal, som samtidig sørger for at indtelefonere hans revolutionerende reportager, får han personligt overrakt en sidste besked af the Sandman:

Sidste indtryk af Afrika

Her forlænges menneskehedens barndom. 
Hver eneste dag gentages menneskets løfte om at videreføre sig selv på denne Jord. 
Dette kontinent er en vugge. Det er også en grav. 
Afrika skal bekæmpe en dødelig virus : Os. 
Lad os rejse, og Afrika vil leve.

Hans konklusion efter at have set den administrative og den virkelige side er selvfølgelig den evige diskussion, som Theroux også tager op - er det vores (den hvide mands) pligt at blive ved med at være tilstede og gøre tingene, som vi vil have dem gjort? Eller styre tingene på afstand - fordi en afrikansk præsident vælges mindst lige så meget af amerikanske eller europæiske regeringer med finansielle interesser? Hvor uvildige er journalister, når nogle er så ræd for lokalkoloritten (godt hjulpet på vej af de lokale bussemænd), at de foretrækker at få ordene lagt i munden på dem; ord, som vel at mærke er godkendt af regeringer her og der, og former den offentlige mening, så det føjer regeringernes formål.

Det er et emne, som står mig nært især efter de to måneder i Senegal sidste år og med det kommende valg i tankerne. Et valg, som meget passende udelukkende dækkes af medier i de lande, hvor der er en forbindelse eller en interesse - i disse tilfælde et vestafrikansk fransktalende land... ergo Belgien og Frankrig!

Så jo - Fottorino formår både at dække et vigtigt emne politisk og prosaisk!