- Engelsk
- 23.-25. februar
- 263 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
Jeg havde faktisk temmelig store forventninger til denne lille roman fortalt af den 11-årige Harri, som for nyligt er flyttet til England fra Ghana. Han er rejst sammen med moderen og storesøsteren Lydia, og de bor nu i et socialt boligbyggeri et område, som man hurtigt opdager ikke er for sarte sjæle. Hjemme i Ghana venter faderen, bedstemoderen og den spæde lillesøster på at have penge nok til også at komme. Så er der tanten, som man ikke rigtigt ved om er en rigtig tante - hun er flygtet så mange gange, at hun jævnligt brænder sine fingerspidser på kogepladerne for at få fingeraftrykkene til at forsvinde. I England har hun fundet en gangster, som sælger ulovlige visa og pas, og når han ikke banker hende, er det sådan set OK fordi hun er i relativ sikkerhed. Ikke nogen køn tilværelse for nogen af dem.
Moderen arbejder som sygeplejerske på et hospital, og Lydia og Harri er tit overladt til sig selv - og ikke mindst til at forsvare sig mod de lokale bander. En dreng er for nyligt blevet myrdet, og det er temmelig sikkert, at det er en af de lokale teenagere, der står bag.
Harri har nogle venner - men flest af den slags, hvor det konstant handler om at udfordre hinanden til dumdristige lege og småtyverier. Men der er også de hårdkogte drenge i den lokale bande - Killa og X-Fire; de morer sig med at vælte gamle mennesker og stjæle deres ting og i øvrigt håndhæve deres regler i det lille mikrokosmos i byggeriet og på skolen.
Harri og hans eneste reelle ven, Dean, beslutter sig for at de vil finde morderen, og godt hjulpet på vej af deres fantasi og kendskab til superhelte og tv-serier går de i gang. Men det viser sig, at de var alt alt for tæt på sandheden og det ender temmelig tragisk. Bogen skulle efter sigende være inspireret af faktiske hændelser, som der både i Danmark, England og andre lande er masser af i defavoriserede miljøer som dette med fattigdom, druk og immigranter fra mange forskellige kulturer med hver deres identitetsproblemer og ar på sjælen.
Bogen er skrevet i et temmelig barnligt sprog - jeg synes faktisk, at det var for barnligt til en dreng på 11 år. Det er virkelig svært at skrive godt ved at skulle sætte sig i et barns sted, synes jeg. En af de få bøger, jeg har læst, hvor det fungerer er Eric-Emmanuel Schmitts "Oscar og den lyserøde dame", hvor Oscar er 12 år gammel. I denne bog virker det ikke helt overbevisende, og der er fx alt for mange gentagelser af slang muligvis for at illustrere, at barnets tankegang og ordforråd er mindre varieret end en voksens. Men det er lidt trættende til tider.
En anden vigtig karakter er duen - en due, som Harri betragter som sin egen og kan genkende blandt alle dem, der flokkes i kvarteret. Duens betragtninger indsættes i perioder i kursiv, og er som modsætning en højt udviklet tankegang med avanceret sprog. Duen har også en anden rolle tilsyneladende - en slags budbringer fra Gud på en helt særlig mission. Jeg er dog ikke sikker på, at den morale fungerede for mig. Det var en mystisk blanding af drengedetektivhistorie, socialkritik og filosofisk symbolik.
Titlen er uden tvivl en ironisk underfundig hentydning til pidgin English - idéen om et simplificeretr sprog, der muliggør kommunikation mellem to grupper, der ikke deler fælles sprog - i dette tilfælde selvfølgelig Harri og duen. I definitionen står der blandt andet, at det kræver:
- Jævnlig kontakt mellem de to sproggrupper - Harri snakker til duen uden at vide, at denne forstår ham
- Et behov for kommunikation - Duen bliver Harris redningsplanke i behovet for en oprigtig ven i denne for ham fremmede verden; og duen har en bestemt mission med at dukke op i hans liv
No comments:
Post a Comment