Thursday, February 18, 2010

Dræb ikke en sangfugl - Harper Lee


  • English
  • February 15-17
  • 309 pages
  • Originaltitel: To Kill A Mockingbird
Der er en alenlang analyse og beskrivelse af denne roman på Wikipedia - jeg har valgt ikke at læse den til bunds, og forsøge at fordøje mine egne indtryk af denne bog. Muligvis vil jeg ikke have mine illusioner eller forståelse af slutningen ødelagt af, hvordan andre fortolker det? Det er en meget gribende roman; én af dem, som jeg umiddelbart ikke troede, at jeg ville blive opslugt af - for at ende med at aflyse alt for at komme hjem og læse den færdig!
Harper Lee's roman er til dels selvbiografisk; den fortæller om det stille og rolige, lidt søvnige liv i 1930'ernes sydstats-Alabama, hvor raceadskillelse og ikke mindst menneskeopfattelse ikke var nået synderligt langt flere generationer efter den amerikanske borgerkrig. Der var stadig et klart skel mellem sorte og hvide; en fysisk adskillelse mellem deres bopæle, en mental adskillelse i opfattelse af deres intellekt - og der var ikke nogen, der overskred den usynlige grænse.
Historien fortælles af den 8-årige Scout - en temmelig drenget lille pige, som vokser op med sin fire år ældre bror, Jem, og faderen, Atticus Finch, som er advokat. Deres moder er død, og de passes af den sorte tjenestepige, Calpurnia.
Deres største fornøjelse for at få tiden til at gå i et temmeligt monotont liv, er at forestille sig, hvordan de kan lokke byens særling, Boo Radley, ud af sit hus. Boo bor lidt længere nede af gaden, og er en voksen mand, som ingen i byen har set i årtier. Det pirrer børnenes nysgerrighed, og han bliver symbolet på det ukendte, det farlige, det onde... selvom læseren hurtigt gætter, at det er Boo, der efterlader små gaver til dem i et hulrum i et træ på vejen.
Den sommer Scout er 9 år ændres familiens liv væsentligt, da faderen bliver udpeget som offentlig forsvarer i en kontroversiel retssag. En af byens sorte unge mænd, Tom Robinson, er anklaget for at have voldtaget Mayella, som er datter af en af byens drukkenbolte. De bor i et skur uden for byen, tæt på de sortes ghetto; og selvom de er uhæderlige på alle punkter, så rangerer de over de sorte i den tids hierarki.
Retssagen er derfor dødsdømt på forhånd. Atticus forsvarer Tom, og retssagen ender med at dele byen for og imod hans synspunkter. Børnene konfronteres med en ny virkelighed, og forsøger at forstå, hvorfor der er forskelle mellem folk. Byen drives til en nærmest lynchagtig stemning; og selvom Atticus næsten formår at redde Tom, så kan en sort mand på den tid aldrig være uskyldig, hvis hans ord står overfor en hvid mand.
Det slutter ikke med retssagen! Mayellas far har forstået, at han vandt - men i byens bevidsthed var han den skyldige; og han vil have hævn. Det fører til en sidste konfrontation, hvor Atticus samtidig må gøre op med sig selv, hvor hans egne værdier ligger - og har han også en hævntørst?
Romanen er fra 1960; den er til dels baseret på Lee's egen barndom og på en lignende hændelse i 1936, da hun selv var 10 år. Selv skrevet så mange år efter den tid, den beskriver, blev bogen forbudt i USA helt op igennem 1980'erne. Et utroligt skræmmende perspektiv for en bog, der i allerhøjeste grad handler om tolerance, racediskrimination, skyld og uskyld... en absolut uforglemmelig og anbefalelsesværdig klassiker. Den er desværre ikke uaktuel.

6 comments:

Anonymous said...

Jag tycker också, som du, så oerhört mycket om "To kill a mockingbird"
(på svenska: "Dödssynden")

I min essäbok på BTJ förlag
"Godhet. I litteraturen och i livet"
skriver jag en lång essä om romanen.
Domaren Atticus är ju något i litteraturen så ovanligt som en person som är intressant för oss läsare - trots att han skildras som en god människa. (Det brukar ju hävdas att det inte går för en författare att på ett intressant sätt skildra goda människor... men Harper Lee, hon lyckas!)

lena kjersén edman

Nille said...

Lena,

Du har helt ret - man kan lære meget af Atticus og hans valg; det lyder som et interessant essay at skrive - for der er virkelig meget at tage fat på om den roman.

Det er en af de bedste romaner jeg har læst i meget lang tid; absolut ikke uden grund, at den er blevet sådan en klassiker. Måske er det også derfor, hun aldrig skrev andre bøger?

Je m'appelle Erik Vinzent Arn Lawrence Linow said...

Den har jeg et specielt forhold til. En god ven plaprede begejstret løs om dens verden under vores vandreture for vel en 35 års tid siden. Jeg blev hurtigt 'medbegejstret'.

Siden hen, stadig for en del år siden, hørte jeg den som lydbog. Som altid vel med en oplæserstemme, sidder oplæserens stemme i mig som indbegrebet af selve bogen. Hun ER bogen. En slags usynlig ikke i romanen optrædende men i romanen værende person.

Jeg har ofte tænkt i de samme baner, Nille: Kunne flere forfattere dog bare skrive EN god bog, fremfor en mængde jævnt gode.

Jeg synes egentlig den danske titel, Dræb ikke en sangfugl, er bedre end den svenske.

Nille said...

Erik,

Jeg har aldrig benyttet mig af en lydbog - og selv nu med podcasts osv. kommer jeg nok aldrig til det. Læsning handler i høj grad også om at finde sin egen rytme i ordene - og jeg ville slet ikke kunne forlige mig med en fremmed stemme.

Samtidig er der jo det dilemma, du beskriver - hvis stemmen falder helt ved siden af i forhold til din opfattelse.

Dog vil jeg sige, at romanen absolut er læseværdig - også på originalsproget.

Carsten said...

Det er uden tvivl en fantastisk bog, som jeg meget gerne vil genlæse. Jeg læste den i sin tid i gymnasiet (en evighed siden), hvor læsningen blev hakket op i 100 bidder som skulle analyseres og snakkes om hver for sig til hver time. Selv under disse ikke så gunstige læseomstændigheder, gjorde romanen alligevel stort indtryk på mig, og jeg kan stadig se flere scener fra bogen for mig helt klart.

Nille said...

Carsten,

Jo mere jeg tænker over det nu, så synes jeg, at vi læste nogle meget uinteressante bøger i gymnasiet. Eller muligvis er det bare den idé med at splitte dem i atomer og analysere, der ødelægger hele læseglæden?

Det var i hvert fald en meget smuk læseoplevelse i mit eget tempo - og jeg kan sagtens se, hvorfor den hører hjemme i skolelæsning.