Tuesday, February 9, 2010

Sept pierres pour la femme adultère - Vénus Khoury-Ghata


  • French
  • February 8
  • 236 pages
  • Dansk titel: Kun oversat til svensk
'Hun' - hvis navn vi aldrig får at vide - er en fransk kvinde; sandsynligvis i starten af trediverne. Hun har en elsker, som vil have hende til at fornægte deres affære overfor hans kone - så de går fra hinanden. Hun har en kat, som dør - og som hun selv begraver under et træ i haven. Det er hendes livs indhold, som nu er borte. Derfor rejser hun langt væk for at arbejde med humanitært arbejde og hjælpe andre.
Hun ender i en lille landsby i den fjerneste aførken af Afghanistan. Den hedder Khouf og består af knap fyrre lerklinede huse og et mikrosamfund, som ikke er vant til indblanding udefra. Her møder hun Noor, som er dømt til døden ved stening efter, at hun er blevet voldtaget af en franskmand, som arbejder med at bygge den dæmning, der med tiden vil give dem det vand, de så frygteligt savner - men som samtidig vil udslette deres landsby.
Noor's voldtægt har gjort hende gravid; så hendes mand og tre sønner har forladt hende. Noor selv tager dødsdommen med stoisk ro - for sådan hænger hendes verden sammen... desuden mener hun vel næsten, at det er fortjent, fordi hun rent faktisk nød det seksuelle samvær. En helt ny oplevelse for hende!
Den franske kvinde sætter sig for at redde Noor; hun allierer sig med Amina, som er landsbyens spåkone, og samtidig laver mad og gør rent for de franske nødhjælpsarbejdere. Om lørdagen lægger hun krop til den unge franske læges lyster; det hører også med til at hjælpe de fremmede til at overleve i denne udørken, synes hun.
Den franske kvinde bevæger sig længere og længere ind på farligt område ved at blande sig i landsbyens traditioner og mønstre; da de andre franskmænd rejser, bliver hun og vil stædigt oprette en skole. Men hvad skal de lære et europæisk alfabet for i en landsby, hvor kun imamen ejer en bog - Koranen? Hun bliver omdrejningspunktet i det trekantsdrama, der udspiller sig omkring Noor og Amina og hende selv; hun gør alt det forkerte - af de forkerte årsager.
Det er historien om den misforståede hjælpsomhed, som sikkert er typisk for mange humanitære udstationerede. Hjælp de uuddannede, fattige, ignorante - og du får øjeblikkelig mening med dit mislykkede europæiske liv, hvor en kats død får din verden til at vælte. Men hun glemmer at tage hensyn til lokal tro, lokal autoritet (officiel eller ej) - og ender med at sætte sig selv i fare.
Bogen er af flere årsager en ren perle: Der er passager, som er ustyrligt morsomme på den måde, som jeg forestiller mig muslimske kvinders frie snak er når de er blandt kvinder. Der bliver ikke lagt fingre imellem - og det er en noget anden opfattelse af de burkaklædte kvinder man får. Bogen veksler mellem den franske kvindes opfattelse af hændelserne, og Amina's - her fremgår det tydeligt, at forfatteren mestrer at se begge verdener, som libanesisk kvinde, der har boet en menneskealder i Paris.
Hvis den bliver oversat til dansk, kan jeg varmt anbefale den. Der er mere humor end i 'Under en strålende sol' - men den er alligevel grusom; for der skal stenes en kvinde... før stiller landsbyen sig ikke tilfreds.

2 comments:

Je m'appelle Erik Vinzent Arn Lawrence Linow said...

"for der skal stenes en kvinde...før stiller landsbyen sig ikke tilfreds." Jeg formoder, at det står hen i det uvisse, om hun virkelig bliver stenet? Det ville ikke være nogen god slutning på en bog. Almindeligvis er så tricket det, at man vel bare lader det stå åbent, om hun nu også bliver henrettet. Men i virkelighedens verden ville hun nok være blevet det.

Nille, du er vist nr. 1 i hurtig læsning. Det er en fryd at der er mennekser der får omsat noget litteratur i en fart!

Nille said...

Erik,

Det står ikke hen i det uvisse; men det er jo balancen i at skrive om en bog - skal man afsløre hele handlingen eller blot give lyst (eller ej) til at læse den?

Der er en meget håndgribelig og barsk slutning; men den synes jeg skal gemmes til dem, der eventuelt måtte få lyst til at læse den.

Jeg læser en del i sporvognen frem og tilbage; og de franske Poche-udgaver er jo meget hurtigt læste. Men den fangede mig absolut også fra første side; så den skulle læses færdig inden aftenen var omme. Det er ikke altid det går så hurtigt.