Blæsten, sandet og stjernerne - Antoine de Saint-Exupéry

 

• Fransk
• 17.-18. december
• 181 sider
• Originaltitel: Terre des hommes

Antoine de Saint-Exupérys bøger er sikkert lidt uddaterede i en dansk bevidsthed; de er oversat for snart hundrede år siden og findes stadig kun med de lidt klodsede titler - som Krigsflyver fra 1942, og denne fra 1938 om hans tid som pilot med base i Nordafrika, hvor han sikrede postruten fra Paris over Spanien til Saint-Louis i Senegal oppe ved grænsen til Mauritanien. Herfra fløj de videre til Sydamerika, og ændrede for evigt kommunikationsmulighederne i en mere forbundet verden. 

Netop Saint-Louis besøgte jeg selv i 2010, og der er blandt andet en skole, der bærer hans navn og hele byen er så forskellig fra resten af Senegal. Navnet alene indikerer det franske islæt, og den er smuk og vanvittig med sin kolonialistiske stil, som den ligger der midt i ørkenen.

Den franske titel refererer til Saint-Exupérys dybt humanistiske livssyn - Menneskets jord - hvor han fortæller om de oplevelser han har haft som pilot. Om sine møder med andre piloter, og helt almindelige mennesker undervejs. Om den eventyrlyst, der drev de første piloter ud på de flyvninger, der var krævende og farlige i en tid, hvor flyvning var ny.

En særlig oplevelse præger en stor del af bogen - og har uden tvivl også præget Saint-Exupéry så meget, at den danner grundlag for Den lille Prins, som udkom nogle år senere.

I 1935 strander Saint-Exupéry og hans copilot i Sahara med deres fly. De kan ikke flyve videre; de aner ikke, hvor de er - og det gør ingen andre heller ikke. Hvis de skal overleve må de bevæge sig væk fra flyet og ud i ørkenen. De bliver dehydrerede; de ser fata morgana og mister næsten troen på overlevelsen, da de endelig møder en beduin.

Men temaerne er de samme i to forskellige former. Forholdet mellem mennesket og vores planet; venskaber; ørken; vand - men også dyrene. Da Saint-Exupéry vandrer ude i ørkenen for at redde dem, møder han en ørkenræv - som vi finder igen i Den lille Prins. Vandet som kilde til liv er også en genganger.

Nok er Den lille Prins den poetiske udgave af en livsfilosofi; men den er bygget på hans egne oplevelser - reelle eller fata morgana - fra de dage fortabt i Sahara.

Det er selvfølgelig næppe den slags bøger, der sælger bedst 90 år senere; men den er interessant fordi vi lærer om disse flypionerer - men også om det humanistiske livssyn, der prægede denne mellemkrigstid. Saint-Exupéry var udpræget pacifist, som vi ser det i Krigsflyer - flyet var for ham eventyret og faren. Det var livet!