Tuesday, December 13, 2022

The Moroccan Daughter - Deborah Rodriquez

 

  • Engelsk
  • 11.-13. december
  • 336 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Hovedbiblioteket i København har flere udstillinger af de nyeste bøger - eller blot anbefalinger; for den engelske sektion er den opdelt i flere områder, som jeg endnu ikke har gennemskuet. Det virker som om den ene er mere seriøs - eller tung - litteratur, mens den anden er mere chick-lit. Det er det nærmeste jeg er kommet det - og oftest finder jeg inspiration i den mere seriøse ende. Men flere gange havde jeg kigget på denne roman, og jeg trængte til lidt eksotisme og lidt minder fra en dejlig rejse til Marokko. 

Amina er marokkaner, men bor i USA og er gift med Max - men det ved hendes familie ikke. Nu skal hendes søster giftes, og hun rejser hjem til brylluppet sammen med sin bedste veninde Charlie og dennes bedstemor, Bea. Max er ikke med - for det går jo ikke; men planen er, at hun skal afsløre nyheden om sit liv. Familien derimod tror hun snart vender hjem igen, og er i gang med at finde en passende mand til hende.

Hjemme i familiens storsåede villa i Fez er også Samira, som er husholderske, og har været hos familien i fyrre år. Men hun gemmer også på en hemmelighed - som involverer Amina.

Forfatteren har gjort bedstemor Bea blind - hvilket jo fungerer optimalt for at iscenesætte beskrivelserne af livet i Marokko, da de andre skal forklare hende, hvad de ser. Det bliver dog lidt langtrukkent i enden konstant at have den vinkel på omgivelserne.

Så dukker Max op ud af det blå, og Amina vikles ind i flere løgne. Stadig får hun intet sagt til familien og det udvikler sig til lidt af en soap opera med stereotype personnager som Bea, der konstant beder om en drink... i Marokko!

Jeg havde håbet på en mere dybdegående analyse af de problematikker, der ville være - men det virker nærmest som et manuskript til en film. Måske er det, hvad forfatteren håbede? Jeg læste den færdig, selvom jeg næsten opgav, da slutningen var så uendelig forudsigelig. Absolut ikke interessant og en forfatter, jeg ikke vil kaste mig ud i igen.

No comments: