Friday, December 16, 2022

Brunelleschis kuppel - Ross King

 

  • Dansk
  • 14.-16. december
  • 191 sider
  • Originaltitel: Brunelleschi's Dome

Et rent fund fra bibliotekets hylder, som jeg tilfældigt så ud af øjenkrogen, da jeg ledte efter en anden bog. Det er den danske oversættelse, og normalt ville jeg foretrække at læse originalen på engelsk - men når det nu er gratis på biblioteket, og de ikke havde den engelske udgave!

Jeg tror snart det haster med en tur til Firenze; jeg kan se på mine 2022-bøger, at jeg kredser mere og mere om kunsten i netop Firenze, og det er da også tyve år siden jeg sidst var der. For der er så mange andre steder at udforske - men netop byer som Rom, Paris, Firenze kan man altid vende tilbage til og aldrig blive færdige med.

Jeg var ikke oppe i toppen af kuplen, da vi var der - men jeg besøgte selvfølgelig kirken og dåbskapellet. Jeg beundrede Ghibertis døre og Brunelleschis kuppel. Jeg købte samtlige bøger jeg kunne finde om Medici-familien og byens historie; men ikke om selve kuplen.

Men netop kuplen er præcis en særskilt bog værdig - for hvordan byggede man et så imponerende bygningsværk for 600 år siden? Det er den største murede kuppel i verden med en spændvidde på mere end 45 meter - på en tid, vor man ikke havde kraner! 

Den er så karakteristisk med sine røde sten, der adskiller den fra den hvide marmor på kirken; som ses fra stort set hele byen og passer til landskabet omkring byen. 

Kings bog fortæller om besværlighederne ved dette byggeri. Om konkurrencen inden valgte faldt på Brunelleschi som bygmester; men også om Brunelleschi som person - ikke en nem mand at arbejde med.

Vi lærer om teknikkerne; det er ikke en forskønnet renæssancehistorie - der er mange opfindelser undervejs, som senere forekommer naturlige for os. På trods af alle de problemer, dør der officielt kun 3 personer på byggepladsen, som varer i årtier. Det er jo tankevækkende, når man ser på moderne byggerier og sikkerhed - Qatar fx!

Selvfølgelig rører den også ved nogle af komplekse relationer, der var såvel politisk som kunstnerisk i Firenze med Medici-familien, med Michelangelo og alle de andre genier, som hver især havde deres massive egoer at håndtere. Virkelig interessant bog - men til tider meget teknisk også.

No comments: