Wednesday, October 17, 2012

Un billet d'avion pour l'Afrique - Maya Angelou

























Jeg må med skam melde, at jeg intet kendte til den amerikanske forfatter og ikke mindst  absolut imponerende kvinde Maya Angelou. Jeg blev fanget af titlen og omslaget, da hendes selvbiografiske roman fra 1986 blev genoptrykt og udkom på fransk for et par uger siden; og dermed overskred jeg mine regler om at altid at læse på originalsproget. Men efterfølgende vil jeg nu forsøge at finde resten af hendes forfatterskab på engelsk.

Maya Angelou er en kvinde med et spændende liv; hun har arbejdet som topløs danserinde, korpige, journalist, fjernsynsproducer - men også sammen med personer som Martin Luther King og Malcolm X. Et temmelig varieret CV må man sige!

I 1962 flyttede hun fra Cairo til Accra i Ghana sammen med sin 17-årige søn. Årsagen var blandt andet en smertefuld skilsmisse, men også trangen til at finde tilbage til sine rødder, og opleve at bo og leve i Afrika, hvor hun jo selvfølgelig stammede fra. Oprindeligt var destinationen Liberia, som jo som bekendt blev etableret af sorte amerikanere udskiet fra USA mange år tidligere; men hendes søn kommer ud for en alvorlig trafikulykke, og hun ender med at blive tæt på ham, og finder en mindre klike af ligesindede.

1960'erne var uden tvivl et oplagt tidspunkt for Afro-Americans at rejse tilbage til kontinentet; en tid, hvor mange afrikanske lande fik deres uafhængighed, og Ghana var dengang et foregangsland, hvad angik demokrati og fremgang. Så de sorte amerikanere troede naivt, at de ville blive modtaget med åbne arme og hyldet som børnene, der endelig kunne vende tilbage til arnen. Helt så nemt skulle det vise sig ikke at være.

Angelou beskriver denne splid mellem at være amerikaner af oprindelse og opdragelse, men samtidig have sine kulturelle rødder i Afrika. USA var i 1962 endnu ikke et frit land for sorte - man kan den dag i dag betvivle om det nogen sinde er blevet det? Men uanset deres trængsler derhjemme, så er de opdraget med amerikanske værdier om demokrati og alt andet, der former et menneske. De har ikke den samme blinde tiltro til skæbnen og ånder, som er en integreret del af den afrikanske kultur uanset hvor på kontinentet, man befinder sig.

De lokale tog heller ikke imod dem med samme entusiasme, som de selv følte ved at bevæge sig rundt i et land, hvor alle pludselig var sorte. For ghaneserne var de pudsigt nok stadig udlændinge - ikke af den hvide kolonialistiske race; men stadig mennesker, der i bund og grund (og på trods af hudfarve) kom og tog deres arbejde i især de liberale erhverv. For de sorte amerikanere var det en følelse af enorm stolthed at se et land fungere, blive regeret og administreret udelukkende af sorte - her kunne de se, at de ikke var de andenrangsmennesker, som de i århundreder var blevet betragtet og stemplet som i USA.

Angelou beskriver hendes egne erfaringer med landet og hendes møde med de indfødte - glæden ved at betragte deres stolthed som mennesker; hun beskriver i øvrigt hvert menneskes farve forskelligt - et pudsigt træk, som man aldrig ville opleve hos en hvid - men som jeg tidligere har været inde på, så har afrikanere helt andre kriterier for skønhed end vi har i Europa. Her møder Angelou hele denne kultur, og hun møder også mørke eksotiske mænd; men at blive kone nummer to tiltaler hende dog ikke.

På et tidspunkt rejser hun rundt i landet og kommer blandt andet til Elmina, som er for Ghana hvad Ile de Gorée er for Senegal, og Juffureh for Gambia. Her rammes hun virkelig af historiens magt - og begynder at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor hun egentlig er i Ghana? Den søgen efter rødderne, som Angelou gennemlever, så jeg i sommers i Juffureh, hvor utallige Afro-Americans rejser til i en nærmest religiøs higen. Det kan antage groteske dimensioner, som disse steder lever godt af - men Angelou i 1960'erne er noget mere pragmatisk.

Hun ender med at blive for splittet i sin identitet; ærlig i sin erkendelse af, at ghaneserne aldrig vil opfatte hende som en af deres og også klar over, at der stadig er meget - og måske vigtigere - arbejde at udføre i USA for at fremme de sortes rettigheder. I 1965 rejser hun "hjem" til USA for at arbejde for OAAU. Men det overordnede spørgsmål er identiteten - et essentielt spørgsmål for alle, der nedstammer fra slaver; og spørgsmålet om, hvorvidt de føler sig hjemme i Afrika eller i USA?

Maya Angelou selv har sagt ...

For Africa to me... is more than a glamorous fact. It is a historical truth.
No man can know where he is going unless he knows exactly
where he has been and exactly how he arrived at his present place.

Et bedre bud på temaet Ude og Hjemme kan jeg vist ikke finde, derfor bliver det mit bud på denne kategori i årets Bogudfordring. Hvis I kan finde hendes værker på engelsk, så læs dem!

No comments: