Le cas Sneijder - Jean-Paul Dubois

• Fransk
• 22. oktober
• 237 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

En roman om en elevator er ikke det mest gængse - ikke desto mindre er det hovedingrediensen i Jean-Paul Dubois' seneste roman. En kontrast til hans tidligere ret morsomme romaner, og på trods af, at omslaget fremhæver den som hans sjoveste roman. Personligt syntes jeg, at det var trist læsning. Det var ikke en dårlig bog - men emnet og handlingen - og ikke mindst slutningen, var så sørgelig i al sin groteskhed.

Paul er 60 år gammel, og har været gift to gange. Den første gang med en alkoholiker med hvem han har datteren Marie. Den anden gang med Anna - den fantastisk succesfulde forretningskvinde - med hvem han har to tvillingedrenge, som han hader af et godt hjerte. Ikke mindst efter, at Anna som nygift forbød ham at se datteren i deres hjem. Hele sit liv har han måttet holde jul andre steder for at se sin datter - og nu er han sammen med Anna flyttet til Montréal. Hvor hun har et stort job, og han bare skal have tiden til at gå.

Men så kommer Marie på besøg, og den lykkelige ferie ender tragisk med en elevator, der styrter til grunden og dræber Marie og tre andre passagerer. Paul er den eneste overlevende, og nu kan han endelig tage Marie med hjem ... i sin urne. Han har - naturligt nok - lidt svært ved at komme sig over dette traume, og begynder at opleve angstanfald, når han er i en lidt klaustrofobisk situation. Derfor tager han et job som dog walker - den ypperste ydmygelse for den snobbede Anna.

Paul nyder sin nye tilværelse ude i naturen, og kommer fint ud af det med hundene. Om natten læser han alt, hvad han kan om elevatorer - professionelle tidsskrifter, historier om folk, der har været indespærrede og sågar kataloger over reservedele. Han bliver besat af tanken om, at han må rejse til Dubai for at køre en tur i verdens højeste elevator i Burj Khalifa-tårnet. Han har en enkelt ven i advokaten for elevatorfirmaet som mod alle odds råder ham til at sagsøge dem for en gigantisk sum penge. Men Paul vil faktisk bare have fred og være sammen med Marie.

Da tingene langsomt begynder at glide fra hinanden, ender det med slagsmål med hundeejerne, og skænderier med Anna. Da han beslutter ikke at sagsøge elevatorfirmaet, men blot indgå et forlig, mener hele familien, at han har mistet forstanden.

Så han ender lukket inde på et mentalsygehus - umyndiggjort ...  og uden Maries urne.

Faktisk en tragisk slutning, hvor de onde vinder. Derudover synes jeg, at der manglede noget overordnet udefinerbart i romanen. Der er jo et helt klart formål med elevatoren som symbol, og Dubois bruger også sider på at illustrere dens symbolik i en overbefolket verden - men det forbliver lidt overfladisk desværre.