La parole perdue - Frédéric Lenoir

• Fransk
• 17.-21. oktober
• 690 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Selvom Frédéric Lenoirs romaner til tider irriterer mig en anelse, så fanger de mig 'desværre' også. For det første fordi de er milevidt fra Dan Brown junkstilen - men også netop fordi de er det. Ulogisk?

Lenoir har skrevet en del faglige værker om verdensreligionerne, og hans historiske viden er umådelig stor. Det kan så samtidig blive til lidt af et handicap, fordi han ikke er nede på Dan Browns niveau i kundskab, og derfor går meget i dybden med de historiske detaljer. Da han gør, men uden tvivl samtidig henvender sig til Dan Browns målgruppe i nogle tilfælde, så er han nødsaget til at udpensle detaljer, som for mig er indlysende - at Hades er dødsriget og Kerberos vagthunden indtil det. Der spiller min almene kultur også imod mig, fordi jeg er tvunget til at læse deisse forklaringer på ting, jeg ved.

Men derudover var dette en absolut bedre thriller end den sidste, som foregik på Mont St. Michel med arkæologen Johanna i centrum. Vi genfinder Johanna seks år senere og med en lille datter, Romane og nu arbejder hun som arkæolog i Vézelay-basilikaen, som jeg desværre aldrig har besøgt. Den er kendt for at være tilegnet Maria Magdalene, og historien om, hvorfor en kirke i Bourgogne pludselig begyndte at dyrke denne helgeninde i det 11. århundrede er i sig selv fascinerende.
Der skal selvfølgelig knyttes en historie om et mystisk religiøst sagn til denne historie, men Lenoir formår at knytte hele to andre historier til.

Den første del foregår i Rom, og starter i 64 e.Kr., da kristendommen var en truet religion i det romerske rige. Her følger vi den den unge pige, Livia, som er den eneste overlevende efter en omfattende massakre på de kristne. Hun må skjule sin tro, som alle andre på den tid, og ender femten år senere i Pompeji ... hvor hun så ender under et lag lava. Hele beskrivelsen af det romerske liv, og detaljerne fra livet i Pompeji er en periode, jeg kender meget lidt til med min lidenskab for den middelalderlige (gotiske og romanske) kristendom og dens kunst. Her lærte jeg mange nye ting, og stoppede endda læsningen for at se en hel dokumentar på nettet om netop vulkanudbruddet den 24. august 79. Så nu vil jeg selvfølgelig til Pompeji og helst i morgen!

En anden historie er fortællingen om munken Roman, som vi kendte fra den tidligere roman på Mont St. Michel, og som efter fjorten under et ny navn i Cluny-klosteret pludselig bliver bedt om at tage til Vézelay, hvor der er kommet en ny abbed. Her rives han ind i historien om at gøre Vézelay til et pilgrimssted, og grundstenen til kulten for Maria Magdalene bliver lagt. Denne del er selvfølgelig en del spekulationer og med en vis frihed - men det er dokumenteret, at der er en del polemik om relikvierne i Vézelay, og at de levede en kummerlig tilværelse i skyggen af de store kirker i den periode - som Cluny, Mont St. Michel etc.

Endelig er der den nutidige historie om Johanna og hendes arkæologven, Tom, som arbejder i Pompejis udgravninger, hvor der pludselig er flere mord. Der er hendes lille datter, som pludselig bliver syg, og under hypnose snakker om vulkanen i 79 og tror, at hun er Livia. Der er Johannas genfunde nysgerrighed, som g8r det umuligt for hende at holde sig udenfor problemer - og selve mordopklaringen selvfølgelig.

De tre historier fungerer uafhængigt af hinanden glimrende og skiftet imellem det er eminent lavet, så man ikke mister tråden men heller ikke interessen. Selvfølgelig er den mystiske meddelelse, som skulle være nedskrevet af Maria Magdalene after Jesu egne ord ren opspind, og man finder en hensigtsmæssig måde for ikke at afsløre det. Hvilket i øvrigt er ret irrelevant, da resten af romanen er absolut læseværdig - især hvis man kan se bort fra, at han er overkvalificeret til at skrive 'nedad' - og jeg er derfor stadig overbevist om, at jeg må have fat i hans mere seriøse værker!