Les déracinés - Catherine Bardon

• Fransk
• 21.-26. juli
• 768 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Nogle gange falder man tilfældigt over en bog, som man satser helt ubegrundet på; man bestiller den på nettet på baggrund af et omslag og en omtale - og så sidder man nogle dage senere, og tårerne triller og man er en intens oplevelse rigere. I dette tilfælde også en hel del viden rigere!

Bogen er en roman; det er fiktion - men indledningsvis nævner forfatteren en samtale med en Kurt Luis Hess, som hun havde mødt i den Dominikanske Republik. Denne mand var heldig; han undslap Holocaust og levede i mange år under palmernes skygge inden han døde i en yderst respektabel alder af 101 år. Men hvor lykkeligt et liv under palmetræerne end kan lyde, så havde Kurt Hess sagt farvel til sit fædreland for aldrig nogen sinde at vende tilbage.

Romanens hovedpersoner er baseret på de skæbner, som startede deres liv forfra i den Dominikanske Republik under 2. Verdenskrig.

Wilhelm er født i Wien i 1911 som søn af en bogtrykker, og fra en ikke særligt velstående familie. De er jøder, men ikke ortodokse. Almah er af en yderst rig jødisk familie; hun er enebarn og alle regner med, at hun skal giftes med vennen af familien, som kommer fra samme baggrund.

Wilhelm vil ikke følge i faderens fodspor, men i stedet være journalist - og det er i den sammenhæng, at han møder Almah i starten af 1930'erne. Der er Wien stadig et kulturelt knudepunkt, hvor man ikke bekymrer sig om religion. Byen summer af koncerter; Klimt maler sine smukke portrætter - og ofte af jødiske overklassedamer, som beskrevet i Kvinden i guld. I Tyskland begynder Hitler at få politisk fremgang, og selvom det bekymrer jøderne i Wien, er det stadig langt væk. Det er jo et andet land, og de har en regering, som beskytter dets befolkning.

Som tiden går, bliver det jo som bekendt mere bekymrende, og som Wilhelm og Almah bliver gift, begynder de også at overveje muligheden for at forlade Østrig. Først rejser Wilhelms søster og svoger dog; men forældrene mener stadig ikke de er i fare grundet deres alder. 

Til sidst er situationen dog uholdbar; og det bliver helt tragisk, da Almahs forældre begår selvmord.

Wilhelm og Almah håber på et visum til Amerika; ikke mindst da de jo har familie der. Men det internationale samfund begynder at lukke grænserne; USA holder fast i deres kvota, og nu begynder Schweiz at lukke ned. Til gengæld er der andre lande, som tilbyder indrejse - flere sydamerikanske lande og fx den Dominikanske Republik.

Det er et historisk kapitel, jeg var fuldstændig uvidende om. Jeg har endog været to gange i den Dominikanske Republik; men aldrig i de fjerne områder, hvor man sendte de eksilerede jøder hen.

Men der havner de altså - efter lange ventetider i flygtningelejre; efter at have forsøgt sig på Ellis Island og til sidst se sig afvist og sat på et skib til Santo Domingo. På den tid var Trujillo enevældig diktator på øen; men han var interesseret i arbejdskraften, og sammen med den nystiftede organisation DORSA oprettede man en form for mini-kibbutz i området ved Sosua nord på øen.

Mange af de eksilerede var dog ikke landmænd; tværtimod var det fote højtuddannede intellektuelle fra Wien - eller andre østeuropæiske lande. De befandt sig pludselig i en situation, hvor de nærmest fungerede som prøvekaniner for den fremtidige israelske stat. Kibbutz-forsøget var en forløber for dem, der senere skulle blive oprette i Israel.

Så det er et nyt liv i en ny politisk kontekst; uden mulighed for at rejse, hvis det ikke passer en - og samtidig isoleret fra familien i Europa. Nogle faldt til - mens andre blot ventede på, at krigen ophørte for at returnere til Østrig, rejse til USA eller endog til Isarael efter 1948.

Romanen fortælles både i første og tredje person; Wilhelm fortæller om livet i troperne; om vanskelighederne ved ideologien - men også de praktiske problemer; livet i kibbutz og i et diktatur - de var jo flygtet fra en anden politisk uhyrlighed.

Og så er det historien om Wilhelm og Almah; deres børn og deres omgangskreds. En historie om, hvordan sådanne skæbner kan udvikle sig. Det var til tider barsk hjerteskærende læsning - selvom det jo er fiktion. Men fiktion, der krævede lommetørklæder! Man forbløffes til stadighed over, hvor passivt verdenssamfundet forblev i de år. Det var jo som om ingen reelt så faren ved Hitler. Og så var det for sent...