Men der kommer en time (Clifton-krøniken VI)

• Engelsk
• 12.-14. juli
• 528 sider
• Originaltitel: Cometh the Hour

Jeg var ikke særlig glad for femte bind i Archers familiekrønike; men nu havde jeg jo de to sidste stående - og nysgerrrig er man jo om ikke andet. Sjette og næstsidste bind er da også noget mere interessant - der er færre bestyrelsesmøder, valgkampe og aktiekurser. Og lidt mere humanitet!

Præcis som alle de andre bind starter det lige, hvor vi slap personerne sidst - nemlig i injuriesagen mod Lady Virginia, hvor Emma Clifton sidder på anklagebænken. Det ser meget skidt ud - men som altid sejrer de gode, og vi bliver af med en af de onde.

Da dette forsøg på at komme familien til ivs mislykkes, satser 'de onde' nu på at få skovlen under bankens store investor, Hakim Bishara - og så er vi tilbage i retssalen. Men midt i alt dette fremstår Harry og Emmas søn, Sebastian, pludselig som en lidt mere fuldstøbt person, da han forelsker sig i en indisk pige. Det passer ikke hendes forældre; og det eskalerer hurtigt - for Sebastian er jo ikke sine forældres barn for ingenting.

Harry kæmper stadig for sin russiske forfatterven, der sidder i en sibirisk arbejdslejr. Han kender også sandheden om Giles Barringtons østtyske hustru - og muligvis er det hende, der har en finger med i spillet, da Babakov tildeles Nobels litteraturpris. Men denne del går desværre virkelig skævt for Archer; jeg forstår ganske enkelt ikke, hvordan research i den grad kan mislykkes?

Der var allerede et lille fortilfælde med en dansk kvinde, der skulle hedde Kristina Bergström? I Noble-komiteen er der så en svensk herre ved navn Hans Christiansen? Eller måske de to nationaliteter skulle have være byttet rundt?

Nå, men Babakov vinder - vi er nu i 1978; så det minder jo unægteligt om Solsjenitsyn, som vandt  prisen i 1970 efter at have været statsløs i 16 år. Dernæst får Emma og Harry et personligt opkald fra den svenske konge, som inviterer dem til at bo på slottet. Det finder jeg desværre ret urealistisk - ligesom den noget afslappede protokol næppe ville være foregået ved et hof. Som da Emma og Harry er på deres værelse (på slottet), og får at vide, at kongen venter på dem nede ved bilen. Det er fuldstændigt utænkeligt.

Men det absolut værste er vel, da kortegen sætter af mod Nobel-overrækkelsen. Først en bil med kongen og dronningen; dernæst en bil med Prins Philip og de to prinsesser.

Den lader vi lige stå et sekund ......

Prins Philip må antages at være Carl Philip; som jo i øvrigt ikke er den ældste, ikke tronfølger - og nok vigtigst af alt slet ikke født! Nobel-overrækkelsen er altid i Stockholm den 10. december - og eftersom vi er i 1978, er Kronprinsesse Victoria kanp 17 måneder gammel, og dronningen var gravid med prinsen. Den sidste prinsesse skulle først komme 4 år senere. Men selv Victoria var næppe med som spædbarn. Det er en så eklatant brøler, at man ikke fatter det.

Men derudover må jeg sige, at dette bind var noget mere energisk - som sgat var femte bind udelukkende proppet ind i serien for at tjene lette penge. Nu slutter vi til gengæld i 1978, og der skal pludselig samles en del tråde i det sidste bind vil jeg mene.