Saturday, July 6, 2019

En velbevaret hemmelighed (Clifton-krøniken III) - Jeffrey Archer



























  • Engelsk
  • 3.-6. juli
  • 480 sider
  • Originaltitel: Best Kept Secret

Det er altså dejligt at kunne lægge den ene, og fortsætte med den næste i denne serie - især med den spænding, som hver enkelt bog afsluttes med. Netop derfor er det også lidt svært at skrive en fyldestgørende anmeldelse, da der vist er mange, der læser serien nu. Det er ikke helt så sjovt, hvis hele handlingen er afsløret.

Det er stadig i et hæsblæsende tempo, at vi fortsætter lige efter 2. Verdenskrig. Harry og Giles - de to barndomsvenner - er begge retur fra krigen med hver deres psykologiske og fysiske bagage. Der er også en ny generation undervejs med den unge Sebastian Clifton, som er søn af Harry og Emma, som er Giles' søster fra Barrington-familien.

Barrington-familien ejer jo det store rederi, som styrer livet for høje og lave i Bristol; men Harry vil intet have med forretningen at gøre, og slår sig i stedet ned som forfatter efter krigen.

Men såvel Barrington- som Clifton-grenen er under luppen fra dem, der vil dem det ondt. Sebastian bliver den næste i rækken, da han kommer i klemme med en skolekammerats far. Pedro Martinez er en ægte mafioso - nok prøver han at spille respektabel overklasse ved at uddanne sønnen Bruno på de bedste skoler; men pengene stammer fra lyssky forretninger i Argentina og bruges i pomp og pragt i England.

Sebastian kommer i uføre i skolen, og pludselig er han på vej til Argentina for at løse en lille opgave for Don Pedro, som er begejstret for sin naive kurer. Men familierne bag står sammen - og samarbejder tilmed med efterretningstjenesten for at få sønnen hjem uden, at han samtidig bliver kriminel. Det sætter en kæp i hjulet for Don Pedros forretninger - og fører til endnu en spændende afslutning, hvor Sebastian og Bruno ender i en trafikulykke arrangeret af Don Pedro.

Det er højdramatisk, og på sin vis enkelt, da man ikke er i tvivl om, hvem der er de gode eller de onde. Det kunne blive trivielt, men Archer forstår at fortælle hverdagshistorierne såsom det engelske valg, eller personernes små problemer lige så godt som han parallelt kører mafiakrige og intriger - og som læser vender man side efter side.

Hver bog har et stamtræ i begyndelsen; men snedigt nok viser det familien, som den ser ud i starten af romanen - så han afslører intet. 

No comments: