Familien Scortas sol - Laurent Gaudé

• Fransk
• 18.-20. juli
• 288 sider
• Originaltitel: Le soleil des Scorta

Jeg har i et stykke tid tænkt på denne roman, som jeg læste omkring 2006, da den udkom i lille format. Jeg er ret begejstret for Gaudés poesi; men der er langt mellem romanerne, som tilmed altid er ret små. Desuden forbruger jeg jo så mange ord, at det må være passende at genlæse nogle af de gamle i hylderne - og denne står stadig for mig som et lille mesterværk. Det var endog en roman, som han modtog Goncourt-prisen for.

Gaudé har et særligt forhold til Italien; landet og kulturen optræder tit i hans historier perifært eller centralt som i hans napolitanske version af Dantes Inferno. Men nok aldrig mere end her, hvor han skriver en kærlighedserklæring til sin hustrus hjemland - det tørre, barske Apulien helt nede i enden af landet.

I 1875 kommer en løsladt forbryder til byen på sit æsel. Det er middagstid, og alle sover. Han ved, at han har en stakket frist - men inden han dør vil han elske med den kvinde, der i sin tid fik han i fængsel. Da det er gjort vil han forlade byen; men han ved, at de vil dræbe ham inden han når bygrænsen. Desværre blander præsten sig, og vil give ham den sidste nadver efter, at mændene har stenet ham. Det holder ham i live lige de minutter for længe, hvor han opdager, at kvinden i sengen var en anden. 

Han har dog formået at gøre hende gravid; men moren dør ikke lang tid efter, og landsbyboerne forventer, at præsten skal dræbe barnet født af synd og voldtægt. Præsterne i bogen er markante og vigtige skikkelser. Livet i landsbyen drejer sig om kirkens gang - men landsbyboerne finder sig heller ikke i alt fra præstens side. Det får mere end én præst aføle - og til tider må de så leve uden præst i flere år.

For det er en lille afsondret landsby; oppe i bjergene og ned over havet. Som man kan se for sig, når Gaudé beskriver den lille plads, hvor byens beboere mødes. Hvor de gamle sidder på en stol foran deres forretning, som nu styres af næste generation. Et sted, hvor tingene foregår på samme måde. Altid. Indtil det barn laver om på det hele.

Han bliver en bandit. Pirat. Mafioso. Og alt andet. Og han får tre børn, som han intet efterlader da han dør i 1928 - en om muligt endnu mere fattig periode i Italiens historie. Så de tre unge rejser mod Amerika. Og de vender hjem ti måneder senere, og vil integrere sig i den landsby, som frygtede og hadede deres far.

Men kom de afsted? Og hvorfor kom de så hjem? Kan man overhovedet forlade det sted eller er det deres skæbne at blive i landsbyen? De kan blive forsonet med naboerne; men kan man slå en handel af med skæbnen og nu bare leve lykkeligt?

Sproget er poetisk og pompøst; det er i mine øjne måske den bedste Gaudé-roman, som tager hele essensen af hans forfatterskab i duftene, sproget, landskabet, livet.... de store følelser liv spom det tit er med Gaudé.