Her var en mand (Clifton-krøniken VII) - Jeffrey Archer

• Engelsk
• 14.-16. juli
• 528 sider
• Originaltitel: This Was A Man

Jeg fortsatte straks søndag aften med sidste bind i Archers lange familiekrønike; og så var der lige knap firehundrede sider til transport og aftenhygge i to dage. 

Sidste bind i krøniken løber fra starten af 1980'erne til 1992, og følger stadig både Barrington- og Clifton-familien. Archer har en del uforløste historier, der skal nå at afsluttes - og samtidig bruger han til tider side op og ned i blandt andet en detaljeret teknisk beskrivelse af en cricket-kamp, som næppe giver mening for mange ikke-britiske læsere?

Til gengæld afslutter han på kun ganske få sider sygdommen og døden af en af krønikens mest prominente protagonister; et underligt valg i mine øjne!

Selvsagt starter der ikke mange nye intriger; der er lidt småballade hist og her - men i det store og hele falder de alle til ro, og de gamle dæmoner er borte. Og især fjenderne - der er et sidste kapløb mod rigdom fra Lady Virginias side, og så en del politik. Vi er nu i Thatcher-æraen - og sidst i 1980'erne falder muren, og Giles og hans østtyske hustru tager tilbage for at danse på muren. En ikke helt troværdig scene deres alder taget i betragtning.

Harry kommer endelig videre, og skal skrive sin store roman; i den forbindelse er der nogle morsomme passager, hvor han filosoferer over de dumme fodfejl forfattere kan begå, når research og korrektur ikke er i orden. Lidt pudsigt når man tænker på de graverende fejl han selv begik i sjette bind.

Det har taget mig lige knap tre uger at læse hele serien; og det har absolut været en fordel at have dem alle. Jeg tror ikke, at jeg ville have været lige så entusiastisk, hvis jeg havde læst dem ved udgivelse - fra 2011 til 2016! Det ville nok være gået som med Guillous krønike, som jeg opgav da der gik for langt mellem bindene.

Det er svært at skrive en krønike, og holde læseren til ilden - og gøre dem til trofaste købere. I dette tilfælde vil jeg ikke mene, at det er relevant at starte midt i serien.

I min optik er der nogle basale grundregler for succes for sådan et projekt:

• Tiden... forfatteren skal sørge for at have en solid tidstabel. Såvel i forhold til, hvor gamle hans protagonister er i hvert stadie af krøniken. At de ikke lige pludselig bliver for unge eller for gamle. Det gik faktisk fint for Archer lige til sidste bind, hvor Harry udtaler, at han bliver 70 år om et år - men da han er født i 1920 og vi er i 1986 er det jo umuligt.
• Udviklingen... personer såvel som handling skal udvikle sig i en samtidig kontinuerligt forandrende verden. Sprogligt, kulturelt, socialt og historisk sker der jo mange ting, hvis man skal dækker knap 70 års historie. Det klarer Archer fint ved hist og her at referere til en historisk begivenhed, en sang, en rioman eller hændelse - altså bortset fra svipserne i sjette bind. Men det kræver en rigid oversigt over, hvor hver enkelt person er i deres livslinie.
• Handlingen... der skal ske noget, hvis man skal skrive syv bind. Det gør der på en virkelig vellykket måde i de første par bind. De tre første bind var markant forskellige i deres beskrivelse af Harrys og Giles' barndom og ungdom og krigen. Fjerde og femte bind drukner i detaljerede beskrivelser, og handlingen rykker slet ikke nok fremad. Det er money milking-bindene! Og endelig kommer han tilbage til et mere forsonligt forhold til sine personnager i sjette bind, og genvinder endelig en form for interesse for at uddybe deres personligheder i syvende bind. Men overordnet manglede jeg stadig noget mere personlig dybde i relationerne; der hæmmes Archer af sin fortid som spændingsforfatter.

Det er perfekt sommer-fly-strand-læsning - men sørg dog for at have alle bind indenfor rækkevidde inden du starter!