- Engelsk
- 7.-8. juli
- 480 sider
- Originaltitel: Be Careful What You Wish For
Nu går det hurtigt! Jeg var færdig med tredje bind lørdag aften, hvor det endte med en alvorlig trafikulykke, og læseren ved ikke om det Sebastian Clifton eller mafiabossen Don Pedros søn, der er dræbt. Så jeg fortsatte fluks med fjerde bind - og det gik søndagen så med. Havde jeg ikke haft en 7 timers udflugt på programmet også, havde den været færdiglæst søndag aften - men det blev for sent!
Det viser sig at være Sebastian, der vågner op. Det passer jo bedre til historien om Clifton-familien; men Archer har også tendens til at aflive de meget sympatiske bedste venner til vores primære protagonister. Det skete for Giles' soldaterkammerat, for Harrys fængsels- og soldaterkammerat - og nu for næste generation af familien, som også har den der bedste ven i livet.
Uheldigt er det dog, at Don Pedro først fik fortalt, at det var Sebastian - målet for hans hævnakt - og nu er han rigtigt på krigsstien! Det bliver en kamp, der udspilles i bestyrelseslokaler, hvor han får stråmænd til at agere bad cop på hans vegne. Han bruger sin formue af forfalskede pundsedler til at handle på børsen, og spekulere i Barrington-rederiets forfald.
Samtidig er Giles ved at opbygge sin politiske karriere; det er en spændende tid fra 1957-64, hvor England skal beslutte om de vil i EEC (det EU de nu så gerne vil ud af). Det er også perioden, hvor irske IRA er særdeles aktiv - og nu har de i historien her jo adgang til Don Pedros finansiering. Det skal primært gå ud på at sabotere bygningen af Barrington-rederiets store nye krydstogtsskib Buckingham.
Jeg synes man mærker en forskel, som nok vil gøre sig gældende serien ud. Archer har tidligere skrevet en del spændingsromaner, og det er ovre i den genre vi er nu. Det har hele tiden været ret så hektisk; men det var på et mindre voldeligt plan og med langt større dybde i personerne. Nu er galleriet på plads, og introduktionen af nye bipersoner - som Don Pedro - er primært for at tilføje en konflikt og spændingshistorie.
Det ændrer historiens karakter desværre; og selvom jeg stadig læste den hurtigt, var det måske også netop af samme grund - der gik lidt for meget detektivroman i det, der tidligere var en familiekrønike med facetterede menneskelige relationer. Så fyldte hele aktiespekulationen også en hel del mere end nødvendigt var. og man begynder at fornemme en vis modvilje mod at ende sagaen. Det lugter mere af money milking nu. Desværre!
No comments:
Post a Comment