Thursday, July 16, 2020

Neige rouge - Simone van der Vlugt



























  • Fransk
  • 11.-16. juli
  • 552 sider
  • Oversat fra hollandsk

Hvis man har besøgt Amsterdam, har man måske besøgt et temmelig unikt sted i byen - nemlig det hemmelig katolske kapel Our Lord in the Attic. Det er et fantastisk sted med en helt speciel atmosfære. og historien bag er jo også utrolig - især når man tænker på, hvordan religion stadig i dag fører til uoverensstemmelser. Men man forestiller sig jo sjældent, at katolikker må praktisere i skjul. Ikke desto mindre var det virkeligheden i det 17. århundrede, hvor protestantismen endelig havde vundet i Holland efter firs års krig.

For snart to år siden købte jeg en senere roman af den hollandske forfatter i lufthavnen i Amsterdam; og siden har jeg ventet i spænding på at denne tidligere roman udkom i en oversættelse i paperback. Det var bestemt ventetiden værd!

Vi er i Holland i 1552, hvor landet jo var en del af det habsburgske imperie og kongen var den tysk-romerske kejser Karl V.  Det var et strengt katolsk regime, og det spanske hof især var kendt for deres stringente holdning til religion, som jo også var markeret ved udryddelsen af jøder fra landet i 1492 af regentparret Ferdinand og Isabella, hvis titler var Katolske monarker.

I den mindre by Leyde bor den unge Lideweij sammen med sin far; en tekstilhandler. De er en del af byens bedre borgerskab, og selvfølgelig katolske. Men dette er jo i tiden, hvor Nordeuropa begynder at trække i den protestantiske retning, og i Holland er flere og flere ved at få interesse for den nye doktrin.

Da Lideweijs far bliver alvorligt syg, tilkalder hun lægen Andries Griffioen, som netop er "Skabsprotestant". De forelsker sig; men da faderen ikke vil tillade det, rejser hun med ham til Breda. Her bliver Andries livlæge for prins Vilhelm af Oranien, som virkelig er faderen til det moderne Holland og ikke mindst årsagen til, at orange stadig er hollændernes farve. Dermed vikles den reelle samtidig historie ind i historien om Lideweij og Andries og deres familie.

I 1556 bliver Filip 2. konge af Spanien og dermed Nederlænderne - og han bringer Inkvisitionen til landet. Der skal slås hårdt ned på protestanterne; og hele byer udryddes på de mest grufulde måder. Således flygter Lideweij og Andries med deres tre piger til Naarden, som i 1572 er åstedet for en grusom massakre

Historien skifter mellem Vilhelms perspektiv og krigens udvikling; en krig der først skulle ende i 1648 - og familien, som til dels udryddes. Den eneste overlevende er den ældste datter, som vender tilbage til Leyde, hvor morfaderen stadig lever, men er dybt dement. Han slgo hånden af sin datter årtier inden på grund af religionen og nu er det for sent at nå ind til ham.

Det er en fantastisk historisk beskrivelse af en speciel del af den hollandske historie. Da protestanterne endelig fik deres religionsfrihed, begyndte de selv at forfølge katolikkerne. Dette er jo desværre et ikke sjældent syn i historien; lige så pint og plaget et folk kan være, så vinder hævntørsten lige så hurtigt, når vinden vender. Holland var protestantisk i flere århundreder, og den lille kirke under loftet blev et hemmeligt tilholdssted for katolikkerne; indtil lige efter 1. Verdenskrig, hvor den katolske kirke igen vandt frem og idag er hele spørgsmålet om religionsfrihed og tilhørsforhold jo heldigvis en privat sag.

Simone ven der Vlugt skriver glimrende om landets historie og samtlige - virkelig samtlige - historiske fakta var helt korrekte; det er jo virkelig en fornøjelse!

No comments: