Byens Spor 1 - Lars Saabye Christensen

• Dansk
• 27.-31. juli
• 443 sider
• Originaltitel: Byens Spor 1

Jeg læser jo ikke meget skandinavisk litteratur; men under sommerens bogudsalg faldt jeg over denne til den beskedne pris af 60 kroner. Der var selvfølgelig også de efterfølgende bind i trilogien - men nu ville jeg først se, om den første fængede - på trods af de rosende anmeldelser er jeg evigt skeptisk, når det gælder skamdinaviske romaner.

Indledningsvis tager en fortæller os med i sporvognen, der kører fra centrum af Oslo til Fagerborg-kvarteret. Som den bevæger sig gennem byens gader, fortæller stemmen os om, hvad vi ser undervejs. Det bliver mere og mere lokalt, som vi kommer op af Kirkeveien - forbi slagter Melsom, og endelig op til familien Kristoffersens hjem og helt ind i stuerne. Stemmen fortæller os også, at det er en septembermorgen i 1957, og at kongen netop er død. Mens byen gør klar til at sørge, er den unge Jesper Kristoffersen på vej væk fra Kirkeveien i sporvognen, der skal føre ham til det skib, han vil påmønstre. Og således forsvinder en af hovedpersonerne ud af billedet. Men først skal vi helt tilbage og der efterlader stemmen os for nogle år.

Det er efterkrigstid i Norge, og året siger 1947. Jesper er en lille følsom dreng, der opfatter hjemmets stemninger meget intenst. Faderen, Ewald, er syg men vil holde det for sig selv - og moderen, Maj, er gravid med lillesøsteren, Stine. 

Ovenpå deres lille lejlighed bor enkefru Margrethe Vik, som fungerer som babysitter og sjælesørger for familien. Længere nede af vejen er slagter Melsoms søn, Jostein, en genstridig lille dreng, som lokker Jesper i uføre. 

Maj bliver kasserer i den lokale afdeling af Røde Kors, som her i årene efter krigen, er vældig populær. De bidrager til lokalsamfundets ve og vel; og hvert kapitel afsluttes med et måske lidt tørt referat fra deres møder. Men disse forholdsvis korte referater bidrager til at give læseren den samtidssociale kontekst; og ikke mindst den solidaritetsfølelse, der præger denne forstad, som jo er uendeligt provinsiel i efterkrigsårene i en ikke alt for stor hovedstad, som Oslo jo er. Majs historie er jo også historien om kvinderne, der trak ud af hjemmet og væk fra kødgryderne for at være noget andet og mere; det er starten på en feminisme.

Jesper bliver sendt til klaverspil for at kurere sin følsomhed, og således drages den italienske barpianist, Enzo Zanetti, ind i historien. Det er et lille persongalleri, men hver især fremstår de umådeligt tydeligt og nuanceret med deres drømme, svagheder, kampe og dæmoner.

Jeg ved ikke, om man kan sige, at noget litteratur er udpræget norsk?

Som sagt er det ikke noget, jeg læser meget af. Alligevel slår det mig som værende kvintessensen af en norsk stemme og en norsk stemning. Selvom Wassmos Dinas bog vat noget mere slagkraftig, og Nesbøs krimier jo er krimier - så er det stadig en meget norsk måde at skrive på. Og én, jeg nok langt foretrækker fremfor den danske, som er mere staccato.

Der gives tid til de små detaljer, og historien og perspektivet flyder lige så umærkeligt fra den ene person til den anden - nærmest i samme sætning. Det er meget let, og alligevel foregår der jo en hel masse nede under overfladen. Det er afgørende år i verden, og man rives med og vil videre; og man vil vide, hvem den mystiske stemme fra indledningen tilhører - den optræder dog ikke mere her inden vi slutter i 1950.

Allerede halvvejs i bogen måtte jeg skynde mig ned og sikre mig de to næste bind - jeg skal sandelig ikke gå i stå midt i denne historie!