Notre quelque part - Nii Ayikwei Parkes

• Fransk
• 21.-26. juli
• 275 sider
• Originaltitel: Tail of the Blue Bird

Selvom denne er udgivet på engelsk, så fandt jeg den altså på fransk; nok fordi afrikansk litteratur er mere populært i franske udgivelser. Da fransk tillige er et andet sprog i mange afrikanske lande, bliver det oftest til meget vellykkede oversættelser - hvis de da ikke er skrevet direkte på fransk; hvilket jeg fejlagtigt troede, at denne var. Det gjorde nu ikke spor for læseglæden!

Opanyin Poku er jæger i en lille landsby, Sonokrom, i Ghana - langt fra hovedstaden Accra. Han lever sit stille liv i den lille landsby med tolv hytter, som er del af et "distrikt" med femten lignende landsbyer, som tilsammen styres af en "chef". Han går på jagt og om aftenen mødes han med vennerne på den lokale, hvor de drikker palmevin og fortæller historier.

En dag stopper en bil dog uventet op, og ud løber en ung kvinde - hun har set en smuk blå fugl, som hun nu forfølger helt ind i en hytte. Men inde i hytten ser hun en uformelig rød organisme, der "bevæger". Bestyrtet tager hun tilbage til Accra, og alarmerer hendes elsker - landets transportminister.

Nu er gode råd dyre - for ministeren vil ikke tabe ansigt; og beslutter sig for at gøre en prestigesag ud af det. Sagen overdrages til politiinspektør Donkor; og han ser en mulighed for at fremme egne interesser og karriere. 

De arresterer derfor den unge Kayo Odamtten - under påskud af at udgøre en national trussel; men han er uddannet retsmediciner - oven i købet i England, som jo er målestokken for alt moderne og fantastisk. Donkor gør ham det helt klart, at han vil have en rapport som han har set det i fjernsynet i serier som CSI Experts.

Kayo tager derfor til Sonokrom sammen med betjent Garba for at undersøge det organiske materiale og efterforske sagen. De fnder dog hurtigt ud af, at storbyens metoder ikke fungerer herude. Og at de må finde sig i landsbyboernes måde at "vidne" på.

Det bliver til lange aftener omkring skålene med palmevin, mens de ældre i landsbyen fortæller dem en historie om en mand, hans kone, hans datter, ånderne i skoven og alt derimellem.

Det er ikke en videnskabelig undersøgelse, og dog får Kayo til sidst skrevet den rapport, som alle i landsbyen er blevet enige om. Men det er ikke historien, som de lokale opfatter den. Det er tydeligt en historie om en mand, der udfordrede ånderne og blev straffet - men det går ikke længere at sige i et samfund, der er i brydning mellem gamle og nye traditioner. 

Der er masser af lokale ord og vendinger, som man skal beslutte sig for om man vil undersøge eller blot lade være en del af koloritten. Den franske oversættelse har tilmed tilpasset det franske sprog, så man fornemmer forskellen mellem de lokale, for hvem det nationale sprog ikke er deres dialekt. Det er de ghanesiske traditioner og folketro, der bliver baggrund for en moderne historie. En smuk fortælling, som dog er noget mystisk og forvirrende, hvis man forventer en klassisk krimi!