- Engelsk
- 10.-16. oktober
- 560 sider
- Dansk titel: Endnu ikke oversat
En kæmpe publikumssucces fra 2020, som jeg lod mig friste af på biblioteket - en monumental fejl skulle det vise sig!
Der er skrevet mange bøger over temaet udødelighed, og hvordan det mennesket drømmer så meget om, viser sig at være en forbandelse. Den klassiske udødelighedsroman er uden tvivl de Beauvoirs; og den er og bliver den bedste i mine øjne.
Denne gang starter vi i en lille fransk landsby i 1714; den 23-årige Adeline Larue skal giftes med en ældre enkemand - og det vil hun ikke. I stedet beder hun til de gamle guder i naturen om at hjælpe hende, og lige inden brylluppet lykkes det endelig. Men prisen er høj!
Hun bliver pludselig "usynlig" for alle i den forstand, at de glemmer at have set hende blot nogle sekunder inden. Hendes familie kan ikke genkende hende, og hun søger mod Paris for at kunne leve mere anonymt. Hun kan derfor heller ikke få en fast bopæl eller et arbejde - og må lære at stjæle mad, selvom hun principielt kan leve uden. Hun kan heller ikke sige sit eget navn og kan ikke fortælle nogen, hvad der er sket med hende. Her er historien jo fundamentalt forskellig fra de Beauvoir, hvor eksistentialismen gennemsyrer det hele på den smukkest tænkelige måde.
Historien kører parallelt med 2014 - næsten 300 år på dagen for hendes forsvinden; der er hun i New York og møder endelig én, der kan huske hende!
I de 300 år mellemliggende år har hun været vidne til en del store historiske begivenheder; men hun forbliver en passiv og ligegyldig person. Jeg kedede mig igennem århundreder med en person, som en gang om året har muligheden for at omstøde "dommen". Men hun gør det ikke! Hun brokker sig igennem 300 år og det bliver temmelig repetitivt at høre på; det var en lettelse, da det var ovre.
Desuden er det så uopfindsomt at kalde hovedpersonen Adeline (hurtigt forkortet til Addie) - i 2015 var der en amerikansk film kaldet The Age of Adaline, som handlede om en kvinde, der i 1937 stopper med at ældes. En glimrende og smuk film, som jo også berører samme emne. Kan man så ikke finde et andet navn til sin hovedperson?
Jeg kæmpede mig virkelig gennem alle de sider; men selv til sidst forstod jeg ikke, hvorfor så mange er så begejstrede!
No comments:
Post a Comment