Friday, November 21, 2008

The Ministry of Special Cases - Nathan Englander


En usædvanlig stærk bog i kafkaske højder, som til tider krævede lidt luft for at fatte de uhyrligheder, der beskrives mellem linierne i en ret sort humor.

Kaddish Poznan, hans kone Lillian og søn Pato er jøder; de bor i Argentina - hvor Lillian arbejder i et mindre forsikringsselskab, mens sønnen studerer. Kaddish er den evige uheldige mand, som aldrig formår at blive til den helt, som Lillian troede, da de giftede sig.

I stedet har han et ret usædvanligt arbejde - om natten kravler han over muren til den jødiske kirkegård i Buenos Aires, hvor han fjerner navnene fra gravstene fra de nu velstående jøder i byen, som ikke vil kendes ved deres forfædre - ludere og lommetyve i bogstaveligste forstand. Sønnen skammer sig over sin far, og nægter at deltage i dette natlige arbejde - og deres forhold er temmelig stormfuldt.

Vi er i 1976 - Pato vil hellere ryge hash med vennerne og diskutere politik. Men det er også tiden for militærkuppet - juntaen tager magten i landet, og tingene ændrer sig radikalt. Lillian bruger sine surt opsparede penge på den kraftigste metaldør hun kan finde. Kaddish forsøger at få Pato til at brænde de politisk ukorrekte bøger, han ejer. Men dette understreger kun endnu engang deres forskelligheder og drengens ungdomsoprør.

En af Kaddish's 'kunder' - en plastikkirurg - kan ikke betale for arbejdet på hans families gravsten; og i stedet opererer han Kaddish's og Lillians jødiske næser. Det udvikler sig til en grotesk historie - og bliver samtidig både symbol på og årsag til den fremmedgørelse og afstand, der er mellem forældrene og sønnen.

En dag 'bliver Pato forsvundet' - det er terminologien under juntaen. Kaddish og Lillian håndterer denne tragedie på hver sin måde - og de afprøver alle metoder. Lægen, rabbineren, en katolsk præst (som nok ikke er det alligevel) og ikke mindst ministeriet for specielle anliggender, som er indbegrebet af kafkask utopi med tomme kontorer, lange gange med lukkede døre og mystiske personer. Papirer, der forsvinder foran øjnene på Lillian, og dermed fratager hende de sidste håndgribelige beviser på at have haft et barn.

Bogen omhandler en meget uhyggelig og mørk tid i Argentina's historie - tusinder af mennesker 'blev forsvundet' - de fleste blev dumpet i vandet fra militærfly; det er en meget tragisk bog - men skrevet med en usædvanlig grotesk humoristisk sans - og absolut ikke uden ironi. Som Kaddish, der har brugt hele sit liv på at udslette beviset på personers eksistens, og nu leder desperat efter det mindste bevis på sin forsvundne søns eksistens.

----------------------------------------------------------------------
Un roman kafkaïen inoubliable et incroyable! Humour noire et tragédie est melangé dans un style absolument étrange pour raconter un des moments les plus noirs de l'histoire de l'Amérique du Sud.
La famille Poznan est juive - tout en bas de l'échelle sociale. Kaddish, le père, gagne sa vie en grimpant le mur du cimetière juif de Buenos Aires pour effacer les noms des stèles des familles devenues riches, ,qui ont honte de leurs ancêtres qui étaient des voleurs et des prostituées. Lillian travaille dans une agence d'assurance et leur fils Pato fait des études, fume des pétards et fait se petite révolution d'adolescence - il a honte du travail de son père et réfuse de l'accompagner lors de ses sorties nocturnes.
Un des clients de Kaddish - un médecin - n'a pas les moyens de lui payer (ou ne veut pas); il propose alors d'opérer les nez juifs de la famille. Pato réfuse ce déni de leurs origines mais Lillian et Kaddish se font opérer - et cette différence physique devient à la fois le symbole de leurs différences et du combat qu'ils vont entamer. Car nous sommes en 1976 - l'année où la junte militaire prend le pouvoir du pays et des changements arrivent.
Pato se fait disparaitre - le terme utilisé pour ces milliers de gens qui disparaissent sans raison et surtout sans trace. Ils sont jetés dans la mer - poussés d'un avion militaire pour se noyer au fond de l'océan. Mais Kaddish et Lillian ne savent pas ça - et surtout Lillian ne veut pas croire que son fils ne reviendra pas.
Les parents utilisent tous les moyens - le rabbin, le médecin, un prètre catholique (qui n'en est sûrement pas un) et surtout le ministère des affaires spéciales. Un endroit surréealiste avec des longs couloirs et des gens qu'on trouve toujours ailleurs que dans leurs bureaux et aux méthodes douteuses. Les papiers d'identité disparaissent devant les yeux de Lillian enlevant ainsi la dernière preuve que son fils ait existé. Mais elle réfuse d'admettre qu'il ne reviendra plus pendant que Kaddish veut faire son deuil de sa manière grotesque.
C'est un chapitre noir de l'histoire du pays - et sans doute ce livre raconte beaucoup de vérités. Mais la vérité isolée est tout simplement trop horrible - donc Englander l'enveloppe dans cette ironie et humour noire, dans des phrases kafkaïennes et grotesques qui allègent un peu l'horreur sans pour autant que le lecteur oublie ce qui s'est réellement passé.

4 comments:

Louise said...

Hmm. Lyder umiddelbart ganske interessant! Måske også som en bog man læser bidder af for så at læse to-tre andre bøger inden man tager et par nye bidder?

Nille said...

Louise,

Det var jo en relativt kort roman - hvor tempoet tilspidser sig 1/3 henne i bogen. Jeg havde nok ikke kunnet læse noget andet samtidig - men jeg er generel ikke god til at læse flere bøger. Den lå så stille i nogle travle dage - men det var hårdt at lægge den fra sig.

Starten var lidt sløv - men derefter blev jeg meget grebet af den lidt sølle personlighed af Kaddish - og grusomheden.

Louise said...

Jeg bliver tit grebet af sølle personligheder og grusomhed - altså i bøger ;o)

Nille said...

Louise,

Så må du læse denne sorte historie!