Jammers Minde - Leonora Christina

• Dansk
• 24.-25. juli
• 330 sider

Jeg husker stadig i dag dengang jeg første gang 'så' Leonora Christina. Det var i mine forældres leksikon - Hirschsprung-udgaven - som jeg elskede at bladre i, fra jeg kunne læse. Der faldt jeg over Karel van Manders portræt af hende, hvoraf en detalje pryder denne forside. Jeg var dybt betaget - af klæderne, den særprægede hat med perlekransene om (som jo var hendes privilegie at bære) og spurgte meget ind til hende og hendes liv. Den fascination blev jo ikke mindre, da jeg fandt ud af, hvor eventyrligt hendes liv på alle måder havde været.

Jeg skrev en større stil om hende i gymnasiet, og husker endnu lærerens forundring, da jeg troppede op med 50 maskinskrevne sider indbundet og illustreret. Det var lidt mere end han havde forventet kan man vist roligt sige - men jeg har den da endnu.

Jeg læste Jammers Minde som teenager - i Birket-Smiths udgave fra 1869, som var lettere omskrevet fra den originale; men stadig i et tungt gammeldags sprog. Line Kroghs nærværende udgave er moderniseret, men der er bibeholdt dialoger på tysk-flamsk med den oprindelige skrivestil; ligesom der ikke altid er konsekvens i skrivemåden af navne. Eksempelvis bruger hun både Korfits, Corfits og Corfitz i omtalen af Leonora Christinas smågale mand Ulfeldt - dette er også tro mod Leonora Christinas egen skrivemåde i den oprindelige udgave.

Hendes formål med at skrive disse jammerlige minder er selvfølgelig at sætte sig selv i et bedre lys over for børnene; hun kommer aldrig ind på fortiden og anklagerne, og der kommer aldrig nogle indrømmelser. Men sikkert er det jo uden tvivl, at parret Ulfeldt ikke var kongen tro og lydig i alle deres handlinger. Men det er også sikkert, at Leonora Christina elskede sin mand grænseløst og næppe kunne se nogle fejl hos ham. Hun har en tendens til at forherlige sig selv - ikke mindst da hun inkluderer sit eget liv i sit værk om heltinder! 

Men det er jo alligevel en fantastisk beskrivelse af livet i et barsk fængsel; Blåtårn i det 17. århundrede har ikke været nemme forhold at leve under - og hun beskriver det med humor med sine anekdoter om slotsfogeder, fangevogtere og de kvinder, der blev ansat til at varte hende op - for det meste kvinder, som ellers ville ende i et tugthus. Hun morer sig over deres uvidenhed, og spiller på deres tro til hendes heksekunster. Leonora Christina var nemlig en intelligent kvinde - måske for meget for én på hendes tid.

Jeg synes stadig, at hendes liv er utroligt og at hun må have været ualmindelig hårdfør at kunne stå alt det igennem. Selvfølgelig var hun en strid harpe; magtliderlig, ærgerrig og stolt - hun var sin fars datter om nogen. Men samtidig kan man ikke andet end fascineres af den skæbne. Hun må have været et interessant menneske at møde!