Tintorettos engel - Melania G. Mazzucco

• Fransk
• 27.-31. juli
• 573 sider
• Fransk titel: La longue attente de l'ange

Jeg erindrede, at jeg tidligere havde læst en relativ interessant bog af den italienske forfatter Mazzucco; jeg havde så heldigvis glemt, at jeg også har kæmpet mig igennem en ren rædsel!

Så jeg faldt jo for "plottet"i denne - historien om den store italienske renæssancemaler, Tintoretto. Egentlig har jeg aldrig været stor fan af hans malerier - personligt er jeg langt mere til Caravaggio fx - men netop bogen om hans liv (skrevet som fiktion vel at mærke) var en så stor nydelse, at jeg tænkte, at Tintoretto måtte være lige så spændende.

Der er jo noget ved historien om både Venedig og Firenze, da de var lilleputstater, som samtidig dominerede Europa og verden med deres kunst og deres herskende familier. 

Tintoretto var søn af en farver - deraf kælenavnet Tintoretto; for i virkeligheden hed han Jacopo Robusti, og fødtes i en børnerig familie i 1518. Han døde i 1594 og døden er baggrunden og rammen for hele historien.

Døden sniger sig ind på den gamle mand, og de sidste par uger inden kan han ikke længere sove eller spise. I stedet begynder han en lang indre dialog med Gud; en form for regnskab, der skal gøres op inden han kan forlade denne jord. Hvert kapitel er en dag i denne lange proces, hvor han venter på sin engel - hvoraf den franske og italienske titel. Og så fører han læseren med tilbage gennem hele sit liv - ikke nødvendigvis kronologisk, men dog stort set i den rækkefølge tingene skete. Men han vender jo retur til nutiden og de hændelser, der foregår i de uger op til døden. Det kræver lidt tålmodighed af læseren, for det bliver jo til et par 'cliffhangers'.

Hans egen engel er ikke hans kone, Faustina, som han først giftede sig med i en moden alder - men som trods alt gav ham syv børn. Det er frugten af hans ungdoms kærlighed til en tysk prostitueret, som senere døde af syfilis, men overlod datteren Marietta til ham. Temmelig usædvanligt indtager hun en ligeværdig plads i den nye familie, og Faustina accepterer hende. Uden tvivl fordi hun aner, at alt andet vil være uklogt - fader og datter har nemlig et så tæt forhold, at det grænser til det farlige.

Hun går klædt som dreng for at kunne færdes med faderen i byen, og arbejde i hans atelier - og selv da han selv får sønner, er det hende, der er den udvalgte. Det bliver farligt - for datteren er om muligt selv lige så tiltrukket af faderen; det er en fysisk og psykisk tiltrækning, som de andre børn også må leve under.

De andre piger sender han alle som én i kloster; de interesseret ham ikke som individer. Drengene er ikke meget bedre. Hans udvalgte foretrukne søn dør langt fra ham - han var håbløst forelsket i sin halvsøster; en anden dør som spæd og de to, der bliver voksne, må leve i skyggen af faderens enorme talent men også selvkritik, egocentrisme og kunstnergriller.

Tintoretto kæmper hele sit liv for at blive en stor maler; selv da han er det, mener han stadig at leve i skyggen af andre tidligere som bysbarnet Tizian eller Michelangelo. Han er urimelig overfor sine børn og sin kone; kun Marietta kan få ham til at reagere på andet. Dermed sætter han hele familien i splid - men også det kan han retfærddiggøre med sin kærlighed til datteren.

Det bliver jo ikke altid et kønt portræt af en altdominerende krakilsk mand - og igen så ved man jo ikke, hvad der er sandt og opdigtet. Marietta er død blot nogle år inden Tintoretto selv ligger her lidende. I følge de oplysninger, jeg kan finde, ved man ikke, hvad hun døde af - i bogen her er det vel nærmest af ulykkelig kærlighed. Til faderen! 

Så Mazzucco fortæller os sin version af en mands liv - som hun forestiller sig det for mere end 400 år siden; og stort set uden dokumentation. Men det er underordnet! Jeg var en venetiansk maler i renæssancen i denne uge. Jeg grublede over mine fejltrin og forsøgte at forstå meningen med det hele - som en god døende katolik jo skulle. Og til sidst kommer hans engel jo og henter ham., Hans Marietta! Der var jeg også næsten udmattet af den intensitet, der havde opslugt mig og var klar til freden.