Løvinden - Tom Buk-Swienty

• Dansk
• 5.-12. januar
• 756 sider

Da jeg fik denne i forsinket fødselsdagsgave sad jeg og bladrede i den sammen med min lille niece. Vi kiggede mest på billederne; men jeg fortalte hende også lidt om, hvem Karen Blixen var - og hvad bogen handlede om. Til sidst kiggede hun på mig, og spurgte hvorfor jeg havde ønsket mig den, når jeg nu kendte hele historien? Det er jo et meget fair spørgsmål set med et barns øjne; men der er jo mere at sige om Blixens liv.

For mange år siden læste jeg Judith Thurmans meget berømte biografi; og som mange andre, har jeg siddet med en stak Kleenex foran Meryl Streeps kraftpræstation. Jeg har læst Den afrikanske farm; jeg har læst nogle af fortællingerne - men ikke meget af hendes fiktion, indrømmet. Og nu er der så kommet endnu en biografi af Tom Buk-Swienty, som tidligere har fået stor ros for sine bøger om krigen i 1864. Dem har jeg ikke læst, da jeg er bange for, at det bliver for teknisk og tørt til mig - men efter at have læst denne, vil jeg måske kigge nærmere på dem.

Omdrejningspunktet er her igen primært årene 1914-1931, hvor Blixen var i Kenya. Men hvor hun ho storladent siger i Den afrikanske farm, at hun havde en farm ved foden af Ngong Hills - så viser den netop tilgængelige korrespondance mellem Blixen og hendes morbror, at der stod et tungt maskineri bag. 

Da Blixen blev gift med Bror, og de skulle finde en levevej kom Kenya op som en mulighed; og familien stiftede det aktieselskab, som drev farmen. Og som pumpede så mange millioner i den, at man i dag nok havde stoppet lækagen langt tidligere. Det var det rene galimatias men Blixen var god til at dramatisere og spille den forurettede og misforståede; så man blev bløde i knæene derhjemme og investerede lige lidt flere penge.

Udover historien om aktieselskabet og trængslerne med at få kaffen til at gro, er der også historien om Blixens ægteskab; om affæren med Denys - og den triste afslutning på denne. Der er stemningsbilleder fra hele livet i 1920'ernes koloniale Afrika med blandt andet slænget fra Happy Valley, som jeg læste om sidste år, da jeg selv var i Kenya.

For det er jo også det, der er i hver side af bogen.... Afrika! Jeg bleb helt nostalgisk ved læsningen; selvom der er sket meget i de år siden, så læste jeg om steder, jeg var i Tsavo-parkerne fx hvor man ser Denys Finch-Hattons landingsbane, som stadig er et langt stykke jord. Jeg mindedes den overvældende følelse det er, når man ser dyrene i frihed - løverne, der stolt promenerer deres manker velvidende, at de bestemmer her. Blixens tilgang var lidt vildere på de mange jagter, hun var på især i de tidlige år. Der var jo ingen skrupler ved at skyde de smukke dyr - og i visse tilfælde var det også for at redde kvæget.

Buk-Swientys biografi beskriver en kvinde, der fandt sin plads i Afrika; hun elskede de lokale, og var langt mere involveret i deres velbefindende end mange andre samtidige. Bevares - der var en grænse; men det var mere ud fra den betragtning, at de var tjenestefolk (Blixen var håbløst snobbet). Hun lærte sig swahili, og tog sig af dem både med sit lille infirmeri og ved at bygge en skole.

Det gjorde hende til tider upopulær blandt de andre udlændinge, som i realiteten betragtede landet som deres - de var i hvert fald ikke gæster.

Der er ingen tvivl om, at det er en stor bog - i alle henseender! Stor og tung så den skal læses vel anbragt i en stol; og ikke er til at tage med på farten. Men bestemt også stor i indhold - jeg måtte sætte restriktioner for, hvor meget jeg læste for at få den til at holde lidt længere.

Jeg ville ikke rigtigt til det forfærdelige øjeblik, hvor Blixen må sætte sig i toget til Mombasa og påbegynde rejsen mod Danmark. Det virker så urimeligt hårdt - men var hun ikke kommet hjem, havde vi næppe fået alle historierne fra hende. 

Et absolut mesterværk, og de mange mange smukke illustrationer er med til at gøre det hele så uendeligt perfekt!