De heldige - Georgia Hunter

• Engelsk
• 1.-4. januar
• 448 sider
• Originaltitel: We Were the Lucky Ones

Georgia Hunter har tidligere udgivet børne- og fantasybøger; som jeg af gode grunde ikke har læst.

Men noget i den engelske titel, og omslaget fangede mig for nogle måneder siden, og i forbindelse med en julegavebytning kom denne med hjem.

Da jeg startede min læsning troede jeg jo kun, at det var en roman. Men efter under hundrede sider skulle jeg lige tjekke noget i noterne bagerst, og kommer til at læse ... lidt for meget? I hvert fald opdagede jeg hurtigt, at det var en virkelig fortælling om forfatterens familie - hendes morfar og hans søskende og forældre. Jeg opdagede også, at de alle overlevede Holocaust. Det skulle titlen måske have fortalt mig - men at alle i en så stor familie overlevede, er jo alligevel utroligt.

Så nu var lidt af overraskelsen måske ødelagt; på den anden side kunne jeg nyde læsningen mere fordi jeg vidste, at det ikke var fiktion - og fordi jeg ikke sad på nåle hver gang nye faretruende situationer opstod. 

Georgias morfar, Addy, kommer fra en polsk-jødisk familien fra Radom - en mellemstor by ca. 100 km fra Warszawa. De er forholdsvist velstående, og bor ikke i det traditionelle jødiske kvarter.

Familien består af forældrene Sol og Nechuma, og de fem børn: Sønnerne Genek (gift med Herta), Addy og Jakob og døtrene Mila og Halina.

Da krigen nærmer sig er Addy i Frankrig, hvor han bor og arbejder som ingeniør. Resten af familien er i Polen - men de spredes snart for alle vinde.

Milas mand Selim forsvinder sporløst og hun efterlades alene med sit lille barn Felicia. De andre må fraflytte lejligheden, og tage tvungent arbejde. Men snart forsvinder de også - Genek og Herta sendes til Siberien. Halinas mand Adam arbejder i modstandsbevægelsen og de har falske papirer, så de kan bo udenfor ghettoerne, og dermed tjene lidt penge til at hjælpe familien. Jakob and hans kone Bella får arbejde på en fabrik, men alle skilles og mødes de over årene, og mister andre familiemedlemmer.

I mellemtiden forsøger Addy at komme ud af det nu besatte Frankrig; han kommer på et skib til Brasilien, men strander i månedsvis i Dakar. Han lykkes at komme til Sydamerika, men kan ikke finde ro før han ved om familien har overlevet. Og det må han vente næsten ni år på.

Man kan argumentere, at den rent sprogligt nogle steder har tendens til at bruge lidt for mange floskler, og en særdeles irriterende tendens til at starte hvert kapitel med lidt nutid, for derefter at lade det kapitels fortæller tænke tilbage. Således skabes forbindelsen tilbage til, der, hvor vi sidst slap den person - men hvorfor ikke bare tage det i kronologisk orden?

Men når man tænker på, at det er en virkelig historie er det som med alle andre Holocaust-fortællinger. Det er så uvirkeligt med den planlagte, metodiske ondskab - og at disse mennesker ikke alene overlevede fysisk; men også psykisk var i stand til at leve et fuldt liv efter krigen, er virkelig utroligt.

Jeg havde lommetørklædet fremme nogle gange; ikke mindst i efterordet, hvor forfatteren afslører, at hun først lærte historien, da hun selv var voksen. Da var hendes morfar død - han havde aldrig talt om det. Men det er måske netop nøglen til at kunne leve videre...