Min muse - Jessie Burton

• Engelsk
• 23.-26. januar
• 464 sider
• Originaltitel: The Muse

For fem år siden læste jeg Burtons debutroman om dukkehuset i Amsterdam; en historie, der appellerede til mig på grund af byen, tidsperioden og temaet... så da jeg læste omslaget til hendes anden roman, og opdagede, at der var malerkunst involveret - så var jeg allerede solgt. Eller måske for tidligt?

Som det er blevet så populært er denne historie også en rammefortælling; distancen er dog relativt lille, da vi kun skifter mellem 1967 og 1936.

I 1967 i London bor Odelle, som er kommet fra Trinidad & Tobago til det, hun regnede med var det forjættede land. Det var hele familiens drøm, at den lærde unge kvinde skulle til Dronningens hovedstad og blive til noget stort. Dog må hun først arbejde i en skobutik i mange år, og leve med den uudtalte racisme og nysgerrighed, hun mødes med, inden hun får et job i et kunstgalleri som assistent/sekretær.

Til sin venindes bryllup møder hun den unge Lawrie Scott, som for at forføre hende, bruger sit arvestykke fra moderen. Det viser sig at være et maleri signeret af en I.R., som muligvis er penge værd. Da Odelle arbejder på et galleri, bliver det nærliggende at vise det til en kurator.

Parallelt med denne historie starter vi i Andalusien i starten af 1936, hvor den østrigsk-jødiske galleriejer Harold Schloss har lejet et hus sammen med sin skrøbelige hustru Sarah, og deres 19-årige datter, Olive. 

Olive vil være maler, men kæmper med faderens mistro til kvinders formåen; så hun maler i skjul. Til huset kommer et ungt søskendepar, Isaac og Teresa, for at tilbyde deres praktiske hjælp - men den spanske Adonis får også sat sindene i kog hos mor og datter. Og så er han maler! Isaac Robles. I.R.

Det er en brydningstid i Spanien - året hvor selvfølgelig den Spanske Borgerkrig bryder ud; og Isaac er aktiv på venstrefløjen. Da Harold og familien er jøder, er de også i en prekær situation, da en retur til Wien ikke synes mulig lige nu.

Maleriet, som findes i 1967, blev malet i 1936 i Andalusien. Men var det Isaac Robles, der malede det? Og hvordan er det endt hos den unge Lawrie Scott, som ikke har meget spansk blod i årerne - eller...?

Desværre er der flere problemer i denne historie.

Forfatteren forsøger at behandle et alt alt for stort antal emner; der er Odelles integraiton i det engelske samfund; hendes spirende forfatterkarriere med tvivlen om succes som kvinde; den underliggende racisme i London grundet hendes hudfarve. 

I den spanske historie er der Olives kamp for anerkendelse som maler og det problematiske forhold til faderen; der er Isaacs og landets politik; der er Teresa, som er sigøjner og på sin vis også underlagt racisme.

Og i forhold til maleriet er der en masse sammenligning med Picasso, og sågar Bosch, Cranach (som forfatteren lidt lemfældigt synes jeg kategoriserer som renæssancemalere?) - og historierne om nazisternes kunstplyndringer.

Det bliver for mange løse tråde, som aldrig kan bindes sammen på så få sider. Det er som om Burton vil det hele, og ikke kan gemme lidt materiale til en anden roman. I forhold til plottet opdager man desværre temmeligt hurtigt sammenhængen, og der er indtil flere pinagtigt lange udredelser, hvor man blot beder til, at de kommer videre.

Jeg kedede mig; og jeg fandt en del af intrigerne og de historiske indspark alt for søgte; det var desværre en bog præget af opfølgersyndromet, hvor det ikke helt lykkes at komme på højde med debuten. Men der holdt Burton sig langt bedre til sit emne.