Thursday, January 9, 2020

La Cène



























  • Fransk
  • 6.-9. januar
  • 80 sider
  • Dansk titel: Ikke oversat

Jeg skulle i gang med det store mesterværk Løvinden; men den egner sig bestemt ikke til transport i metro og bus og måtte læses derhjemme. Så jeg ledte i bunkerne af ulæste bøger, og fandt denne lille bog, jeg købte i maj 2017 da jeg var i Milano for at se da Vincis Sidste nadver. Det er jo en "museumsbog"- ikke en traditionel guide, da den er for omfattende til at læse i den korte tid billetten giver adgang til maleriet. Og selvfølgelig køber man den ved udslusningen, og tager med hjem som en souvenir.

Jeg læste den dog ikke på italiensk; men det var det bedste billede jeg kunne finde.

Muligvis er det godt, at jeg ikke læste den inden jeg besøgte kirken og stod med tårer i øjnene foran maleriet, som er kendt verden over. Det var en vanvittig stærk oplevelse, og én man absolut skal give sig selv, hvis man kommer til Milano - selvom det er besværligt at skaffe billetter, og man skal vente osv. Det er det hele værd!





























Mit foto fra maj 2017 set fra midten af salen

Bogen er skrevet af en dem, der var med under den store restaurering, der fandt sted fra 1977-1999; jeg var selv i Milano en del gange i 1997 netop - og kunne dengang jo ikke se maleriet.

Der beskrives noget af historien bag maleriet, og hvordan arbejdet foregik i slutningen af det 15. århundrede, da Leonardo malede det direkte på væggen i munkenes spisesal. Der fortælles om rummets skæbne i de efterfølgende århundreder, hvor revolutioner til tider omdannede det til soldaterlejr inklusive hest og andet fæ.

Og så får man en del information om de mange retoucheringer, det har været udsat for. Allerede tyve år efter, at det var malet, var det så ødelagt, at malingen skallede af eller muren hævede op i bobler  på grund af fugt. Muligvis havde Leonardo ikke helt styr på vejrforholdene her - hvorfor malede han noget, han vidste ikke ville holde? Han var jo ikke ligefrem en mand uden ego - og har nok været interesseret i, at det skulle holde?

Som hovedkonklusion tænker man dog til sidst, at der ikke er meget af det originale tilbage - og det er jeg måske glad for, at jeg ikke vidste den dag jeg stod der. På den anden side set er det en ubeskrivelig oplevelse - og man ser jo uanset hvad, hvordan dynamikken i maleriet er så markant anderledes fra datidens kompositioner.

No comments: