- English
- March 19-23
- 433 pages
- Dansk titel: En halv gul sol
- Titre français: L'autre moitié du soleil
Bogbrokken har som sagt skrevet en fantastisk anmeldelse af historien - det er svært at gøre bedre. Det er en gribende historie om den unge Ugwu, som ansættes hos den lærde, liberale professor og bliver kastet direkte fra livet på landet til en storby, hvor intellektuelle sorte mødes for at diskutere landets fremtid - men også, hvad der på daværende tidspunkt sker i fx Congo. En periode lige efter, at mange afrikanske lande har opnået deres selvstændighed i 1960'erne.
Ugwus arbejdsgiver vil uddanne ham, og han ser op til denne mand. Samtidig flytter professorens kæreste, Olanna, ind i huset - en ung smuk kvinde fra den nigerianske overklasse, som er vant til overflod men også korruption i sin egen familie. Hun er tvilling, og hendes søster Kainene har en hvid kæreste. Adichie inddrager uden tvivl denne hvide karakter i romanen for at få et mere nuanceret syn på de politiske aspekter; for krigen om Nigeria handlede jo som så mange andre før eller senere om olie.
Jeg kan selv huske Biafra-begrebet; men jeg var knap født, da krigen startede - men det tog jo årevis inden hungersnøden var væk eller billederne af de tynde børn med de store fodboldmaver. Samtidig læste jeg romanen i Senegal, og mens jeg læste havde jeg samtidig lydene af det afrikanske liv lige udenfor døren til mit lille hus - gederne; børnene, der kaster ting mod træet for at samle mangoer op; duftene af fantastiske blomster og træer.... det var både et plus og et minus.
Men historien fængede. Med det samme. De to søstre, som er så forskellige, og som udvikler sig efterhånden som krigen tager over, og den velfærdshverdag, de er vant til umiskendeligt må forsvinde. Persongalleriet er utroligt detaljeret og man kan se hver enkelt person for sig - den forandring de hver især må gennemgå for at tilpasse sig den nye situation.
Der er selvfølgelig kritik af den vestlige verdens rolle i krigen - det er nødvendigt for at give et retfærdigt billede i enhver afrikansk roman efter uafhængigheden. Jeg er selvfølgelig også farvet af såvel min kærlighed til Afrika som af min antipati overfor kolonialismen, og det var derfor en utrolig voldsom læseoplevelse. Absolut skøn - som kun kan anbefales!
No comments:
Post a Comment