Retour à Séfarad - Pierre Assouline

• Fransk
• 4.-24. november
• 464 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det var en sølle november måned, hvad læsning angik!

Jeg kastede mig ud i Pierre Assoulines nyeste roman, og emnet virkede jo umiddelbart som noget, der skulle optage mig. Det gjorde det for så vidt også - men jeg formåede at rage århundredets forkølelse til mig, der varede i tre uger. Samtidig var jeg en uge i Paris - syg - og med en travl agenda, så det faktisk kun var i flyet, jeg fik læst en anelse.

Historien om, hvordan de katolske monarker i Spanien - Ferdinand og Isabella - i 1492 er velkendt.

Jøderne havde valget mellem at konvertere til katolicismen eller forlade landet indenfor 30 dage. Deres ejendele fik de ikke med; og de priser de fik for dem stod på ingen måde i forhold til tingenes reelle værdi.

Mange flygtede til Portugal eller Nordafrika, og samlet set betegnes de som de sefardiske jøder i modsætning til ashkenaze-jøderne fra Østeuropa. Det er en historie, jeg har læst en del om både som fact og fiction.

I de kolonier, de udvandrede jøder stiftede, fastholdt man på mange måder den spanske kultur og sproget; Pierre Assoulines familie nedstammer fra Marokko, men de har altid vidst, at de oprindelig kom fra Spanien.

I 2014 sker det utrolige! Den spanske regering vedtager en lov, der giver jøder mulighed for at vende tilbage. Mere end 500 år senere kan de genvinde den spanske nationalitet, hvis de nedstammer fra de familier, der forlod landet i 1492. Pierre Assouline beslutter sig straks for, at det vil han! Flere af hans tidligere bøger er jo i øvrigt baseret på relaterede temaer omkring berømte jøder; det er bestemt en integral del af hans person.

Men hvordan bevise, at man reelt har haft rødder i Spanien? Der er sprogprøve og en kulturel test, hvor man også skal påvise, at man har et bånd til landet og kulturen.

Hele bogen handler derfor om den rejse - også i overført forstand - som Assouline begiver sig ud på. Han indleder med at forklare konteksten bag; og han rejser til Spanien for at genopsøge nogle af de steder, hvor jøderne har sat deres spor. Ikke, at der er meget tilbage - hver en synagoge og hvert et monument blev behørligt udryddet - og Spanien er på mystisk vis måske det land i Europa, hvor der stort set ingen levn findes.

Han betegner selv sin rejse som Don Quichotte, og som læser følte jeg mig lidt hensat til dengang jeg netop læste den roman. Jeg mangler stadig andet bind af historien om de spanske vindmøller - netop fordi jeg havde det lidt svært med de mange stikveje Cervantes tog.

Assouline er virkelig sin helt tro; i bedste franske intellektuelle stil farer han ud af en tangent, og implicerer os i bihistorier, som ingen tilknytning eller relevans har for hovedtemaet. Det er fransk, når det er bedst! Men hvor kan det være frustrerende som læser; og især hvis man ikke lige er i det humør. Og det var jeg ikke med al den sygdom og rejse. Så det tog sin tid, men der var bestemt interessante passager imellem.