- Fransk
- 3. - 6. september
- 576 sider
- Fransk titel: La Porteuse de lettres
Jeg synes den danske titel er usandsynlig klodset, må jeg desværre sige. Jeg kan godt se, at man forsøger at ramme den originale italienske titel La portalettere - men det fungerer bare bedre på italiensk (eller fransk), hvor man ikke bruger lange sammensatte ord.
Uanset hvad, så har den solgt mere end en halv million eksemplarer i hjemlandet og vundet flere priser - så selvom forsiden talte om kærlighedshistorie blev jeg fristet. Det er dog heller ikke en klassisk kærlighedshistorie men snarere en familiesaga, og den er da også inspireret af forfatterens oldemor, der selv var postbud (som jeg nu foretrækker at kalde det).
Anna kommer fra Norditalien, men da hun gifter sig med Carlo, flytter hun med ham og deres søn, Roberto, tilbage til syden. Til den lille landsby Lizzanello helt nede i hælen på støvlen. Her bor Carlos familie og hans bror. Antonio, forelsker sig hovedkulds i Anna i det sekund han ser hende. Men han er gift. Hun er gift - og temmelig lykkeligt endda.
Men Anna skal falde til i den lille by, hvor hun i årevis blot omtales som den fremmede. Her er kvinder ikke så selvstændige som nordpå og slet ikke i 1930'erne.
Vi følger familien frem til 1961, hvor Anna dør og det er også fortællingen om et Italien i en anden tid. Det er historien om udviklingen selvom den kun behandles perifert og om landsbyens beboere - de gamle koner, der sladrer. De gamle mænd, der drikker på den lokale bar.
Og om Anna og Antonio, der i årevis svæver udenom og rundt om en historie.
Jeg var ikke så begejstret, som jeg havde forventet. Jeg synes, der manglede netop en fuldbyrdelse og nogle hemmeligheder kommer aldrig helt til overfladen. Men som stemningsbillede af Italien virker det - man er sulten, når man læser om maden. Og man får straks lyst til at rejse til Italien!
Det blev den sidste bog fra ferien - en produktiv læse/slappeferie - og nu er det tilbage til arbejde og en noget anden rytme i bøgerne desværre.
No comments:
Post a Comment