Sunday, September 20, 2026

Yesteryear - Caro Claire Burke

 


  • Engelsk
  • 19.-20. september
  • 400 sider
  • Originaltitel: Yesteryear

En debutroman, der med det samme strøg ind på diverse hitlister og skal filmatiseres. Men også en historie, hvor jeg kunne læse i omtalen, at der var to tidslinjer, hvor hovedpersonen vågner op i en anden tid. Den slags romaner er normalt ikke min kop te - jeg forsøgte at læse Outlander-serien, men gav op efter to bind. Dog var der andre emner, der pirrede mig ved denne, fx effekten af sociale medier, som jo er højaktuel og på mange måder skræmmende. Jeg blev heldigvis ikke skuffet over twistet til sidst, men det skal ikke afsløres her af hensyn til kommende læsere.

Yesteryear er navnet på den ranch ude i den amerikanske ødemark, hvor Natalie bor med sin mand, Caleb, og deres fem børn. Hun driver livet som en forretning primært igennem Instagram, som følger familiens "perfekte" liv i harmoni med naturen. De dyrker økologisk landbrug (hvis man ikke opdager alle sækkene med pesticider). Hun laver al mad fra bunden efter urgamle metoder (hvis man ikke opdager alle husholdningsapparaterne gemt væk bag skabene). Børnene er klædt i økologisk bomuld og bliver hjemmeskolet, og er perfekte, smilende børn, der aldrig bruger tid foran en skærm. Det perfekte harmoniske liv, hvor de er selvforsynende og fri ag hamsterhjulet (hvis man ikke ved, at de har to barnepiger og en masse hjælpere på gården).

Men det er også svært at være i for Natalie. Facaden skal holdes og paraderne er oppe, når hun en sjælden gang vover sig ud i fx et supermarked, hvor hendes indkøbsvogn kan inspiceres af nysgerrige fans. En sådan hændelse er måske katalysatoren for sammenbruddet.

For næste morgen vågner Natalie op til en helt anden verden. Huset er det samme, men slidt, og nu er husholdningsmaskinerne ikke længere gemt i skabene. Børnene er stort set de samme, men nu er der ingen barnepiger. Manden er den samme, men han har pludselig lidt mere karakter og forhindrer hende i at forlade ranchen. Nu er hun i 1855, hvor deres hus oprindeligt blev bygget.

Historien går tilbage til Natalies barndom og ungdom i en meget kristen familie, hvor kvindens rolle som husmoder er det ypperste man kan opnå. Natalie trives ikke på universitetet med dets løsslupne livsstil, så da hun møder Caleb, er hendes lykke gjort. Hun kan blive kvinden bag manden!

Problemet er blot, at Caleb absolut ingen ambitioner har og næppe evnerne heller. Så de køber ranchen med svigerfars penge, og da de slipper op, er sociale medier vejen til berømmelse - og penge. Dette emne fylder en del i den løgn Natalie konstruerer, og det bliver et troldspejl af deres liv. Det tager kontrollen over hendes liv på bekostning af familien og børnene. Flere af børnene er snarere kommet til verden som statister til hendes kulisse på Instagram - det gør sig godt, og passer til historien om den traditionelle familie med ægte amerikanske værdier.

Nok fylder dette liv på sociale medier en del - løgnene vi bliver serveret fra influencere dagligt - men det er også et kritisk syn på en livsstil, som nok findes visse steder i USA; de såkaldte red states, som Idaho, hvor historien foregår. Det er en historie om sektlignende forhold, misforstået kristendomsopfattelse og omsorgssvigt.

Som læser følger man Natalie i hendes kamp for at forstå huset i 1855-udgaven og hendes kamp for at komme væk derfra. Er det en psykose eller er det reelt en tidsfælde, hun er faldet igennem? Afsløringen viser sig at være langt mindre fantasifuld - men desto mere uhyggelig på det menneskelige plan. 

Jeg var skeptisk i forhold til netop denne idé om at falde igennem tiden; men jeg er glad for, at jeg læste den færdig. Ud over emnet om det perfekte liv i modsætning til virkeligheden rammer den også centrale emner som moderskabet, og kvinders rolle. 

Vi har næppe den samme tradwife-kultur i Danmark; men vi har bestemt de samme problemer med sociale medier og den forvridning af virkeligheden, vi bliver udsat for. For måske er det netop bogens mest interessante pointe: Det farlige er ikke nødvendigvis, at vi kan skabe en falsk virkelighed på sociale medier - men at vi efterhånden kan komme til selv at tro på den! 

No comments: