Sunday, February 28, 2021

Jytte fra Marketing er desværre gået for i dag - Morten Münster

 

  • Dansk
  • 24.-27. februar
  • 309 sider

Jeg er muligvis en af de sidste i landet til at læse denne bog, der pludselig fik hvermand op for moderne teknikker med sin fængende titel, og lette og morsomme tilgang til emnet.
Det var den tid, det tog for den at komme ned i et fornuftigt prisleje, da jeg ikke regnede med, at det ligefrem var rocket science, når man arbejder med faget til daglig.

Det var det da heller ikke! Men det er måden, han har skrevet det på, der gør det yderst tilgændeligt for alle. Og som gør, at vi kan relatere til det også i andre forhold end store strategiske forkromede planer - fx i vores eget liv for at opnå de mål, vi gerne vil.

Jeg er selv ansat i en amerikansk multinational virksomhed, hvor buzz words flyder over i mission statements, visioner og deslignende. Men som Münster ganske rigtigt skriver i sin bog, så er det oftest umuligt for den menige medarbejder at dechifrere, hvordan dette skal udleves og udføres i praksis - en tirsdag formiddag kl. 10. (Som er hans yndlingstidspunkt på ugen åbenbart).

Jeg afprøvede Münsters test på min direkte manager - forklar mig i enkle ord, hvordan jeg skal agere for at udleve denne mission statement? Jeg må indrømme, at resultatet i første omgang var fuldstændigt som beskrevet. Flere buzz words til at omskrive de andre buzz words - men ikke meget konkret.

Så det er en lærerig og underholdende bog uanset om man er i branchen eller ej!

Jeg har anbefalet den til nogle af mine kolleger; men er noget spændt på, hvordan den engelske oversættelse vil blive, da der er temmelig meget indforstået dansk humor og ikke mindst mange eksempler fra Danmark, som vil kræve en vis omskrivning. I øvrigt er der forbløffende få fejl i bogen - stavefejl etc. - i betragtning af, at den kommer fra Gyldendal! Det plejer ikke at være deres spidskompetence - men mulgivis er Business-forlaget ikke helt så udueligt som fiktionsforlaget.

Og jeg lærte mindst en yderst nyttig ting - opdagelsen af Google Scholar; jeg havde aldrig hørt om denne søgemaskine, og der er jo et væld af interessante informationer, som er filtrerede for almindelig søgehistorik.

Jeg vil da uden tvivl også investere i opfølgeren nu; men til en fornuftig pris!

No comments: