- Dansk
- 5.-6. juni
- 464 sider
Jeg er inde i en kunstnerisk stime! Efter Picasso, efter H. C. Andersen som kunstner, var det nu tid til at hente en bog, der heldigvis nåede til min tur i bibliotekskøen.
Jeg læste i 2017 samme forfatters roman om familiehistorien; den kinesiske oldefar, der kommer til Danmark og forelsker sig i den danske pige. Den var ikke en helstøbt succes i mine øjne; men hans nye roman omhandler en af Danmarks mest oversete malere. Eller mere retfærdigt skal det måske siges, at Hammershøi i dag er anerkendt og går til de højeste priser for en dansk maler nogensinde. Og at bogen reelt omhandler hans hustru Ida Ilsted, som er det evige motiv i de karakteristiske malerier, hvor farve og spræl synes bandlyst.
Ida Ilsted er en ung pige, der lever hos forældrene i Stubbekøbing, da broderen Peter en dag tager kammeraten, Vilhelm Hammershøi, med hjem. Vilhelm er en stille ung mand; men alligevel lægger han mærke til den lidt mere livlige Ida. Da han frier til hende, ved hun dog ikke helt hvorfor - for efter datidens normer, har de jo ikke været meget alene sammen. Men han mener hun er det liv, han har behov for.
Det bliver da også hendes rolle gennem deres 25-årige ægteskab. Ida kommer fra et hjem med en død bror, hvilket hendes mor har bebrejdet hende - og moderen er ind og ud af en psykisk anstalt. Hendes nye svigermor er mildest talt ikke begejstret for denne provinspige; og hun må lære en ny verden at kende.
Men hun rejser med Vilhelm, og lærer at blive hans trofaste støtte, når de i timer, dager og uger tramper rundt for at fince et nyt motiv. Allergladest var han dog for hende som motiv; og hun skulle stå stille i timevis - og ægteskabet måtte til tider tåle en kastet vase. Ikke at der var mange af dem - de levede så tomt for møbler 'midt i en klunketid', at købmandens bud troede de var ved at flytte og ville have sine regninger betalt.
Det er både historien om Ida, historien om Vilhelm og historien om, hvordan et ægteskab udfolder sig over flere årtier. Et ægteskab uden børn, hvor hensynet til kunstneren altid er det største. Og for samtiden var hun jo endnu mere anonym end han, som end ikke var særlig velanset.
En særdeles fængende roman om endnu en kunstner, der må vente på sin død - og langt derefter - for at opnå anerkendelse.
2 comments:
Det var godt nok en sær kunstner. Jeg har hørt om bogen og hørte Wong i Radio-interview, var det "Litteratur" eller "P1-Kultur", det husker jeg ikke, men dér virkede han som om emnet Hammershøi var meget mere spændende.
Og jeg spærrer øjnene op, når du skriver "særdeles fængende roman" -- Wow, det skulle man ikke tro.
Tak for dette (og andre) indlæg.
Donald,
Det var faktisk en virkelig spændende roman. Det fascinerende ved Hammershøi var jo, at han holdt så stædigt fast i at ville male i de neutrale farver med motiver, der knap involverede mennesker. Dette var midt i impressionismen, hvor der var enorme brud i kunstopfattelsen.
Og han malede bare som han ville - uden tanke for penge og succes; og til tider også uden tanke for hustruen!
Wung-Sung beskriver det meget fint, og gør dem begge meget levende i bogen.
Post a Comment