- Engelsk
- 11.-16. juni
- 400 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Denne bog bekræfter igen min strategi om aldrig at skille sig af med bøger! Jeg købte den for syv år siden; det må være en af de sidste bøger jeg købte inden jeg flyttede til Danmark. Der har den stået og ventet lige siden. Og med god grund! Hver gang den har været fremme, har jeg været irriteret over den vanvittige lille skrift og der var også et problem med kontrasten mellem skrift og papir. Det var der sådan set stadig - det var ikke en udsøgt fornøjelse rent "teknisk" at læse den; men historien var spændende.
Jeg har efterhånden læst en del bøger om folkemordene i Rwanda; men det forbliver en vigtig historie, der jo kan fortælles på mange måder.
- Scholastique Mukasonga har skrevet flere bøger om blandt andet sin barndom i Kigali, men også om folkemordene, hvor hun var en voksen kvinde, og boede i Europa - men mistede 37 familiemedlemmer.
- Jean Hatzfeld er journalist og krigskorrespondent, og rapporterede fra Rwanda. Han skrev efterfølgende en bog med interviews med overlevende.
- Joël Schuermans var belgisk FN-soldat udstationeret i Rwanda, da han var blot 23 år gammel. Hans historie er soldatens historie iblandet fiktion. Hans beskrivelse af de værste dag i april 1994 er hårrejsende - ikke mindst på grund af den skam mange soldater følte ved at evakuere sig selv, mens landet var i en sådan forfatning.
- Endelig er der Gaile Parkin, som har skrevet en lidt mere bittersød roman om kvinderne, der skal komme videre i deres liv - og blandt gør dette ved at bage kager. Hver kage bestilt af en kunder giver anledning til deres historie. Parkin er ikke afrikaner, men er født og opvokset på kontinentet.
I denne bog skrevet af en hvid engelsk forfatter er det sporten, der er scenen omkring historien.
Jean Patrick er ti år gammel i 1984, da hans far dør i en trafikulykke. Familien må flytte fra skolens tjenestebolig, hvor faderen underviste, til onklens hus uden elektricitet og den komfort de var vant til. Jean Patricks store passion er løb, men han er også i en prekær situation som tutsi i et land med en historie af rivalisering mellem hutuer og tutsier.
Han kommer tilbage til skolen som topelev senere - og med alt betalt; og han kommer på det nationale hold anført af en hutu-træner, som dog forsøger at beskytte ham.
Som situationen spidser til op gennem 1980'erne rejser Jean Patricks bror til rebelhæren RPF; og på et tidspunkt får Jean Patrick et hutu identitetskort for at kunne konkurrere. Men han bliver en politisk brik i en kompliceret stammekonflikt, og tvinges til at stå frem som tutsi. Selv forsøger han at forblive neutral, og forstår ikke, hvorfor han konstant bliver overfaldet og bestjålet - men mon ikke størstedelen af befolkningen har haft det således? Hvorfor kunne de ikke fortsætte med at leve i fordragelighed i det smukke land?
Da folkemordene virkelig bryder ud i april 1994 kommer han til at bruge sine evner som løber til at flygte. Han løber og løber; han ender som flygtning i nabolandet Burundi mens hans familie er i Rwanda.
Der er ikke meget happy end - det er der ikke i mange af de fiktive eller virkelige historier om denne grufulde episode i verdenshistorien. Men der er en historie om en dreng, der tror og håber, at sport vil samle nationen og at han en dag kan vinde en olympisk medalje for at bevise dette. Dette sker ikke - men rejsen til denne konklusion er fængende.
Det er ikke den bedste bog, jeg har læst om folkemordene; hvor barske de end må være, så er de historier de overlevende har skrevet langt de bedste. Fordi de forklarer det uforklarlige - at en nabo pludselig vil myrde dig; at du mister familiemedlemmer i dusinvis, at verdenssamfundet lod det ske uden at gribe ind.
Og så var den irriterende med den skrifttype, så det tog mig en evighed at læse.
No comments:
Post a Comment