- Fransk
- 17.-19. januar
- 384 sider
- Dansk titel: Ikke oversat
Nogle gange erkender man først virkelig hvor fantastisk en bog er, når man er færdig - eller især når man læser en ny bog! Det må siges at være tilfældet her! Efter den smukke historie om nonnen Hildegard, fik jeg leveret en samling franske bøger. Det er svært at skaffe her i corona-tider, da jeg foretrækker at bladre lidt i dem, inden jeg køber. Havde jeg haft denne mulighed ville fx denne roman aldrig ende i min bogreol!
Théo er 13 år i 1988, og er på feriekoloni, hvor han møde Maxime og Julien. Aftenen inden de skal hjem, bryder huset i brand, men Théo redder de to kammerater ud af huset. Det binder dem sammen for evigt. Det er starten på de første tredive sider.
Frem til slut maj 2009, hvor Théo er sygemeldt med burn-out. Han har i 2004 fået en stilling som marketingdirektør for et multinationalt firma - det virker jo lidt pudsigt, da han var 29 år gammel i 2004. Men sådan er det! Nu er hans hustru, Marine, nervøs for en rejse til Rio de Janeiro for arbejdet, da han skal være alene med datteren Julie. Men alle vennerne er der jo!
Uheldigvis ombooker Marine sin retur, og ender på det Rio-Paris-fly, der 1. juni 2009 styrter ned i Atlanterhavet. Han går selvfølgelig helt ned med flaget, og natten mellem den 4. og 5. juni fortæller han de to venner, som er flyttet ind hos ham, at han vil begå selvmord. Der fortæller de ham, at Marine muligvis er i live og aldrig tog til Rio.
Det øjeblik jeg læste det, tænkte jeg, at det var en plan for at forhindre selvmordet - men det var jo side 108! Hvordan skulle det holdes gående til slutningen af bogen? Jeg bliver så genstridig, at jeg kæmper mig igennem næsten trehundrede ekstremt sprogligt dårligt skrevet litteratur - blot for at konstatere, at det var plottet.
Hvordan nogen kan finde det spændende og ikke gætte sammenhængen er et virkeligt mysterie! Hvordan nogen forfatter kan slippe afsted med at skrive så elendigt og så fyldt med fejl, er en skændsel for de træer, der har lagt papir til! Jeg troede jeg kunne komme hurtigt igennem, da det var chick-lit på 5-års niveau - men det var ydermere så dårligt skrevet, at det tog mig tre aftener at komme igennen den pinsel, Blot for at konstatere, at min intuition på side 3 om at smide den i skraldespanden var korrekt.
Pudsigt nok ligger den højt på de franske bestseller-lister - det er triste tider for litteraturen; og bekymrende sideeffekt af corona, at folk har for meget tid, så de endog læser den slags. Men nu ligger den i skraldespanden!
No comments:
Post a Comment