Une si longue lettre - Mariama Bâ

 

• Fransk
• 27. januar
• 164 sider
• Dansk titel: Ikke oversat men findes på engelsk

Det kan ses, at jeg for nylig fik nye leverancer af franske bøger - men også at min trang til eksotisme er virkelig stor nu efter snart et år inden for landets grænser. Jeg savner Afrika! Lydene og duftene - og menneskene.... og kompenserer så ved at læse mig ud af det.

Lige præcis Senegal er det dog nu over ti år siden, jeg var i - men jeg har været der seks gange og en enkelt gang i hele to måneder. Det har en helt speciel plads i mit hjerte.

Mariama Bâs lille roman er en klassiker indenfor feministisk afrikansk litteratur; den senegalesiske forfatter var 50 år gammel, da hun debuterede som forfatter. Der var ikke mange afrikanske forfattere på denne tid - og endnu færre kvinder! I hvert fald ikke, hvis man undtager sydafrikanske hvide forfattere - og rigtig mange kom fra Nigeria. Hvorfor det er sådan, aner jeg ikke - men fransksprogede sorte forfattere er langt mere sjældne.

Romanen er en lang epistel skrevet som et brev fra hovedpersonen Ramatoulaye Fall til hendes veninde Aïssatou, som nu bor i USA. Hun skriver til veninden for at informere hende om mandens død og afviklingen af de traditionelle ritualer i forbindelse dermed. Men Ramatoulayes mand, Modou, boede ikke længere hos hende og deres tolv børn. Fem år forinden forlod han dem for at gifte sig med en ung pige - datterens veninde! Ikke for at blive skilt, men som nummer to hustru, som islam tillod ham det.

Aïssatous mand, Mawdo, gjorde det samme mange år tidligere - men hun kæmpede imod, og nægtede at acceptere at dele sin mand. Hun tog en uddannelse, og rejste til USA og lever nu som en stærk, selvstændig og økonomisk uafhængig kvinde. Ramatoulaye blev - men manden skiftede ikke hus hver nat, som polygamien foreskriver. Han blev hos den nye unge kvinde, som nok var blevet forblændet af pengene og nu befandt sig i et trist ægteskab med en meget ældre mand.

Mariama Bâ fordømmer denne praksis; i de to eksempler, som er ganske klassiske, ser man, hvordan enten familiens eller samfundets pres får mændene til at tage en "ekstra" hustru eller de yngre piger til at gifete sig til sikkerhed. Mændene mener naivt, at de deler sengen men ikke hjertet, som altid vil tilhøre den oprindelige hustru. Khaled Hosseini beskriver også denne problemstilling i sin gribende roman Under en strålende sol - og det er jo en skæbne for mange kvinder - og familier - i store dele af verden, hvor polygami stadig er tilladt. Stort set alle de lande, hvor det stadig er tilladt er i Mellemøsten eller i Nord- og Vestafrika.

Ramatoulaye udstår de 40 dages sørgeperiode, men allerede inden den slutter, kommer Modous lillebror for at informere hende om, at han vil overtage hende. Faktisk hellere hende end den unge hustru, da han bedre kan lide lidt sul på kroppen. Der får hun endelig nok og siger fra! Også til den næste frier, og den næste, og den næste....

Selvom hun officielt boede alene, var hun ikke skilt - men nu vil hun ikke være afhængig af en mand længere. I slutningen af 1970'erne, i Senegal er det jo et bravt skridt at tage; og Mariama Bâ var selv skilt tre gange. Der er muligvis dele selvbiografi i historien. Da hun sidste gang blev skilt valgte hun at bruge sin tid på politiske aktiviteter, og i særdeleshed kvindernes kamp. En kamp, som dog ikke er slut - i Senegal skal manden i dag beslutte sig inden sit første ægteskab, om han senere eventuelt vil tage en anden hustru. Gifter han sig monogamt, kan den beslutning ikke ændres senere - og kvinden ved således, hvad hun går ind til.

Mariama Bâ nåede at skrive endnu en roman i 1981, men forfatteren selv døde lige inden udgivelsen.

Jeg er sikker på, at hun ellers ville have skrevet langt flere stærke romaner - og uanset om man kender Senegal eller ej, er det smuk og stærk læsning - sikkert også på engelsk.