Hildegard II - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 12.-16. januar
• 482 sider

Sagaen om middelaldernonnen Hildegard fortsatte - heldgivis!

I første bind forlader vi hende, da hun er knap 50 år gammel, og netop har fået Pavens ord for at være Guds talerør; en gave hun skal bruge, mener Paven.

I 1148 er Hildegard stadig i munkeklostret Disibodenberg, og det er ikke altid nemt for abbeden og prioren at samarbejde. Hildegard har for det første sine visioner, for det andet sine meningers mod. Er hun reelt en meget udspekuleret kvinde - eller rablende gal? Det finder eftertiden jo næppe aldrig ud af, selvom tanken om at fungere som Guds talerør i dag nok ville medføre andre kommentarer og konsekvenser. I middelalderen var det ikke noget, man tog let på.

Derfor er det et kæmpe dilemma, da Hildegards seneste vision siger, at hun skal rejse ned ad floden for at bygge et nyt kloster. En moderne kyniker kunne måske tænke, at det var belejligt at få det syn, for i munkeklostret kan hun ikke bestemme meget selv. Abbeden forstår at ramme hende, hvor det gør mest ondt, som fx da han som straf forbyder dem at synge i længere tid. Ofte sker det, at disse visioner gør hende syg - og faktisk endnu mere, hver gang abbeden afviser at følge hendes ønsker.

Men det bliver en lang og sej kamp at komme væk; endelig rejser nonnerne og bygger et nyt kloster Rupertsberg op fra bunden. Nu vil hun have en præst, og det skal selvfølgelig være hendes elskede Volmar. Nok er det en platonisk kærlighed; men det er vist udelukkende fordi intet andet er muligt, for i alle andre henseender er de jo som et ægtepar.

Hildegard begynder at skrive mere musik; hendes værk Ordo Virtutum betegnes af nogle som en meget tidlig form for opera. Det er slående moderne og behageligt, selvom jeg ikke forstod hele handlingen i den version jeg fandt på Youtube. Men den måtte jeg se og høre som supplement til bogen.

Hun får en vision om en nyt alfabet, Lingua Ignota, det ukendte sprog - på trods af at hun ikke var særlig stærk i grammatik på latin. Eller måske netop derfor - så kunne hun jo passende bruge et sprog og et alfabet, som var noget nemmere at håndtere for hende. Altså - man kan jo kun konkludere, at hun enten var umådelig intelligent eller umådelig snu.

Andet bind giver også et større indblik i den store verden; da hun bygger sit eget kloster, begynder hun at også at bevæge sig mere udenfor murene. I denne periode strides paverne jo - den ene i Rom og den anden i Avignon; og Hildegard blander sig også i politik. 

Andet bind er absolut spændende; måske mere omfattende end det første med en større række aktører og impulser, der giver et fantastisk indblik i både middelalder- og klosterliv. Jeg har altid været fascineret af klostre - som af katolske kirker; det er skønt at bevæge sig rundt i de gamle klostre og forestille sig, hvordan de levede i en egen lukket verden. Da jeg boede i Belgien, holdt jeg weekender ho venner ned i den sydlige del af landet. Det var en fast tradition at vi tog til det nærliggende kloster til vesper. Når munkene gik tilbage til klostret, var det til en aften i absolut stilhed mens vi tog hjem til en god middag og snak - men stemningen var så gribende, at vi oftest var meget stille i bilen hjem. 

Hildegards klostre lå jo i Tyskland, og kun nogle ruiner er tilbage efter Reformationen strøg gennem landet. Det er synd! Dog står klostret i Eibingen endnu, og nonnerne er vendt tilbage efter først at være blevet smidt ud i 1804, og senere af nazisterne. Nu er der 44 boende nonner, der stadig viderefører Hildegards arv og filosofi - om den så er udsprunget af snuhed eller galskab... eller ægte visioner?

En fantastisk biografi i to bind, der er skrevet så en nutidig lever sig ind i historien og personerne. Jeg havde lidt ondt af Volmar og Hildegard; de var en form for Héloïse og Abélard, som aldrig nåede at udleve deres kærlighed.

Endnu en historisk biografi af denne forfatter venter på mig; men nu skal guldet gemmes lidt til senere!