Hildegard I - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 9.-11. januar
• 400 sider

Da jeg havde færdiggjort Margrete I fik jeg pludselig og endelig lyst til at læse de to bind om Hildegard af Bingen af samme forfatter. Jeg har altid et lille lager af bøger i venteposition; det svinger i antal, men er typisk omkring 40-50 stykker. Nogle kan stå i meget lang tid; nogle kan også ryge direkte videre i et genbrugssystem uden at blive læse - men oftest bliver de læst, selvom det kan være meget lang tid efter erhvervelse.

De to bøger om middelaldernonnen Hildegard anskaffede jeg mig i marts 2013 kan jeg se; så de har været igennem et par internationale flytninger - men jeg havde ikke givet op.

Det første bind blev da også slugt fra start til slut!

Ligesom jeg skrev om Margrete I-romanen er det hele kunsten jo at skabe en levende figur; men også at respektere historien. Jo længere tilbage denne historie foregår, jo sværere kan det være.

Anne Lise Marstrand Jørgensen er dog eminent til at skabe de rammer; selvom denne roman fra 2009 har et par fejl, som burde have være fanget undervejs. 

Hildegard af Bingen er født i slutningen af det 11. århundrede; helt præcist vides ikke - men i romanen er det i 1098 og allerede som foster optræder hun i historien. Man fornemmer, at det er et særligt væsen, der skal ind i en svær verden. Hun er det tiende barn i familien - men de to tvillingebrødre, der kom lige før hende var dødfødte. Måske derfor er hun speciel for moderen, som våger over det meget skrøbelige barn. Moderen vil have hende i kloster - det er datidens måde at takke Gud for, at barnet overlever de første år. Og en praktisk foranstaltning med så mange børn at skulle dele arv imellem, og skaffe medgift til.

Som hun vokser op begynder hun at få syner, og ser et specielt lys, når Gud taler til hende. Familien kan ikke beslutte med sig selv om hun er halvskør eller særligt udvalgt. Men hun er helt sikkert ikek egnet til det sædvanlige liv, hvor hun skulle bortgiftes som teenager og føde mange børn. Så hun kommer i kloster som ti-årig sammen med en lidt ældre kvinde, Jutta, som lader sig mure inde som eremit. 

Det var den ultimative selvopofrelse i middelalderen - og i portrættet af Jutta kunne man måske mistro, at hun ikke er helt psykisk stabil; eller ikke ville være det i vores moderne verden. Anoreksi og en frygt for egen seksualitet og selvtillid som udmønter sig i selvpinsel. Det er hård kost for et lille barn at være vidne til; men nu var middelalderen jo heller ikke ligefrem et nemt liv for de fleste.

Historien fortæller lige så meget om det daglige liv i klosteret som om forholdet mellem Jutta og Hildegard, og om Hildegards spirituelle udvikling.

Opdelingen er fra barndommen til Hildegard er en ung pige, og begynder at søge væk fra Jutta og udfolde sig selvstændigt. Hun begynder at arbejder i klostrets hospital sammen med munken Volmar; og deres forhold ville udenfor klostret uden tvivl være et kærlighedsforhold. De skal bevæge sig forsigtigt på den knivskarpe linje mellem spirituel konversation og trangen til at være sammen; de kæmper mod den fysiske tiltrækning selvom Hildegard er langt mere pragmatisk og måske i bund og grund oprigtigt kun interesseret i Guds budskaber til hende.

Det er en lang kamp mod munkene, og abbeden, som er bange for hendes rygte som synsk. På den ene side vil han gerne have alle de penge, der følger med pilgrimmene - men han vil ikke indrømme, at en kvinde kan besidde de egenskaber og den magt, det giver. Hildegard fortsætter dog ufortrødent, og Volmar bakker hende op i al sin blinde fascination - indtil Paven i slutningen af bogen, hvor Hildegard er 50 år gammel, giver sin velsignelse til at tale offentligt om synerne.

Det er fantastisk læsning; men dog med at par småfejl. En af Hildegards søstre hedder Irmengard, hvilket fortælles i starten, da alle børnene opremses. Men pludselig langt senere i bogen bliver hun til en kusine. Ligeledes får Jutta en dødsdom af en synsk kvinde, da de indtræder i klostret. Hun skal dø i sit 25. år i klostret, hvor de indtræder i 1108. Men i 1140 tænker Hildegard tilbage på Juttas død fire år tidligere (1136), som passede med profetien? Det er lidt irriterende sjuskefejl, selvom der er mange fakta at holde styr på. 

Det er selvfølgelig også en roman med meget religiøst indhold; er man ikke så meget til religion og bibelske citater vil det nok være langtrukkent. Som relativt aktiv kirkegænger og ikke mindst total aficionado for religiøs kunst, generer det mig dog ikke. Jeg glæder mig blot til at komme videre i Hildegards historie.