Margrete I - Anne Lise Marstrand Jørgensen

 

• Dansk
• 2.-.8. januar
• 598 sider

Jeg får generelt læst flere danske bøger nu; for det første fordi jeg jo ikke kan komme "hjem" til mine fransksprogede lande - og fordi jeg jo i 2020 opdagede bibliotekerne. Men jeg plejer også at ønske mig de dyrere nyudgivelser til jul, og sidste jul var ingen undtagelse.

Da nytåret havde lagt sig kastede jeg mig over den fint anmeldte historiske roman om Margrete I.

Der er primært to problemer for en forfatter at løse, når man giver sig i kast med sådan et projekt, synes jeg.

For det første at få skabt et troværdigt univers; at overholde samtlige tidsplaceringer men også holde alle de billeder, læseren får, i den tidslomme, det udspiller sig i. At gå tilbage til 1300-tallet er ikke umiddelbart let, når man skal have alt korrekt fra mad og påkldning til de faktuelle data.

Den anden er at skabe en person ud af den, som man kender fra historiebøgerne. Der skal vokse et menneske ud af siderne, og i en roman med dialog er der jo den svære balance, at det ikke er sagt således - men det skal bære de faktuelle data og afspejle både det, vi ved om personen og den person, som forfatteren vil bringe til live for os.

Begge dele løses jo forrygende i denne roman; jeg har aldrig tidligere læst noget af Anne Lise Marstrand Jørgensen - men jeg var imponeret.

Hun formår at skabe personen Margrete, som ikke altid er den mest elskværdige i romanen. Hun har temperament og voldsomme udbrud af utålmodighed og det afspejler vel nok, hvordan man som kvinde må have været i det 14. århundrede for at opnå, hvad Margrete gjorde. Men hun skaber også et lidt eventyragtigt univers omkring hende, hvor natur, blomster, elfer og trolddom er tilstede - og det fungerer jo glimrende som underbygning til en kvindelig hovedperson. Margrete var jo ikke en blodtørstig krigerisk konge - hun var stærk, magtsyg måske - men hun var jo først og fremmest kvinde og beskyttede sin eneste søn Oluf konstant. 

Margrete er grusomt bange for Guds straf, og selvom det løber af med hende, så frygter hun den og gør bod ved konstant at holde kirken tilfreds. Hendes regeringstid var i et katolsk Danmark (og Norden), hvilket er ret pudsigt at tænke på nu med vores triste protestantiske kirker.

Vi følger Margrete fra hun 10 år gammel sendes til Norge for at møde sin ægtemand, kong Håkon. Med sig har hun en tjenestepige Kerstin, som der er meget mystik om. Er hun Margretes fars, kong Valdemars, uægte barn? Er hun fra den underjordiske verden, som Margrete og befolkningen i helhed, jo tror meget på? Eller er hun same fra Lapland, som fastholder hedenske traditioner, som det antydes i bogens slutning?

Hun har nok ikke eksisteret; men forfatteren har behov for en protagonist,m som vi kan se Margrete igennem. Det bagtæppe og den kikkert er Kerstin ! Men jeg ser hende også som den del af Margrete, som hun må skjule for at komme til magten. I de få perioder, hvor Margrete er allermest Kvinde - og allermindst dronning, hersker osv., da er Kersting bortsendt. Det skete til tider, da man anklagede hende for at have trolddomsagtig indflydelse på Margrete. Men hun vender altid tilbage. Hun er væk, da Margrete fx ligger i fødesengen og er så langt fra det selvkontrollerede magtmenneske som hun kan være. Hun fungerer på en måde som Margretes skygge eller alter ego; den kvinde, hun kunne være blevet til, hvis alt det andet ikke var på spil. Kerstin udlever sine drømme om fysisk kontakt til mænd - ikke ægteskab, men nok mere basalt fysisk. Hun er i stand til at vise den empati, som Margrete ofte savner.

Men hun forsvinder også i slutningen, som er i 1397 og ikke ved Margretes død i 1412. Måske fordi Margrete nu er rolig og afklaret? Kalmarunionen er på plads, og Margrete har fået det, som hun vil. Hun styrer det hele til sit livs ende, og har fundet en passende arving til at erstatte den afdøde Oluf. Så det er jo meget symbolsk, at Kerstin forsvinder netop, da Margrete forlader Kalmar efter ceremonien.

Man kunne måske godt have ønsket sig, at den sluttede med hendes død - men ligesom den ikke starter med hendes fødsel, så er rammen hendes officielle år som en spillebrik i de nordiske dynastier. Nok er der 15 år tilbage, men de foregående var langt mere handlingsmættede end de sidste, hvor det gjaldt om at bevare og konsolidere magten; en magt, som jo hurtigt forsvandt efter hendes død.

Man skal nok have en historisk interesse for at kunne lide denne slags romaner; men man behøves ikke at være ekspert eller kunne kongerækken på fingerspidserne, for det er jo også en historie om en kvinde og hendes tid. I 2012 læste jeg denne mere faktuelle bog om Margrete I, som virkelig ikke var vellykket.

Det understøtter netop de punkter, jeg indledningsvis skrev - at man skal kunne skabe en historie og ikke mindst en troværdig person ud af det somme tider sparsomme materiale, der er til rådighed. Dette lykkes til fulde her.