L'enfant qui mesurait le monde - Metin Arditi

 

• Fransk
• 7.-8. marts
• 264 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Arditi opdagede jeg sidste år med historien om jøden Avner, der begynder at male ikoner. Og man må sige, at Arditi kan det med at give sine romaner poetiske titler, der taler til mig. Manden, der malede sjæle hed den - og nu Barnet, der målte verden - det er jo lige til at falde for!

Jeg var dog noget forvirret over bogen, der virker til at stikke i alle retninger.

Vi er på en lille græsk ø i nutiden. Eliot er en pensioneret amerikansk arkitekt, der har slået sig ned på stedet efter hans datter omkom der tolv år tidligere. Han er af græsk afstamning, og fascineret af arkitekturen. 

Maraki er en fraskilt kvinde, der lever af at fiske - og passe sin søn, Yannis, der er autist, og ikke går i skole. I stedet tæller han dagene, og værdiansætter dem efter et sindrigt system, der omfatter rækkefølgen af fiskerbådenes retur til havnen om aftenen; vægten på dagens fangst på fiskemarkedet og antallet af gæster på den lokale café. Hans regnestykke skal helst give dage med en værdi på 75 eller derover - så er verden sådan nogenlunde i vater.

Men nu vil en stor investeringsfond bygge et kæmpe hotel på øen. Et projekt, der først anses for løsningen på alle problemerne efter Grækenlands økonomiske kollaps i slutningen af 00'erne. Dermed vikles vi ind i historierne om en journalist, der dækker projektet i nyhederne; en borgmester, der har personlige interesser i projektet og en del andre mennesker, der er mere eller mindre korrupte.

Præmissen for bogen er jo drengen - og hans forhold til Eliot - men det drukner lidt i alle de andre historier, som der er for mange af til en bog af denne længde. Det bliver for overfladisk på trods af den smukke morale om drengen, der endelig åbner op for arkitekten, der som den eneste forstår Yannis' behov for perfekte tal og sekvenser. Der bruges en del plads på Yannis' udregningssystem til perfekte dage men også kalkulen af det gyldne snit, som bruges i blandt andet arkitekturen.

Den poetiske titel til trods tabte den desværre sin magi under læsningen.