L'homme qui peignait les âmes - Metin Arditi

 

• Fransk
• 6.-7. december
• 312 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Hvis det er en bog om malerier eller malerkunst, så falder jeg altid i fælden og køber! Titlen - Manden, der malede sjæle - er jo også besnærende. 

Vi er i 1079 i det nordlige nuværende Israel i byen Acre, hvor den 14-årige Avner bor med sine forældre og kusinen Myriam. De er jøder, men der er katolske klostre i området og Avner leverer dagligt fisk dertil. Det er her, han første gang ser et ikon malet af en af klostrets ikonograf. Eller skrevet af, som de siger. For den katolske kirke - ligesom islam og judaismen - tillader ikke helgendyrkelse gennem portrætter, men derimod en tolkning af Bibelen, som skal ses i ikonet.

Avner fascineres af ikonet, og gennem et år arbejder han på at studere katolicismen for endelig at blive døbt. Han er dog ikke mere troende end, at han sideløbende har et intimt forhold med kusinen. Hans dobbeltgængeri opdages, og han udstødes af familien - den omrejsende Mansour, som er muslim, tager ham under sine vinger og sammen rejser de videre mod Bethlehem. 

Der får han arbejde som ikonograf i Mar Saba-klostret og bliver hurtigt den dygtigste, og mål for de andre munkes jalousi. Men hans ikoner bliver også mere og mere livagtige, og hans hybris ender med at blive hans fald. Han smides ud af klostret, og alle hans ikoner brændes.

Avner er nemlig ikke troende i den forstand, at han bekender sig til en enkelt religion. Han ser det smukke i mennesket som Guds skabning, og begynder nu at male deciderede menneskelige portrætter af alle, der vil. En praksis, der er i strid med alle monoteistiske religioner på den tid, men malerierne ser ud til at forsone mennesker med både dem selv og deres fjender.

Det er en roman, og Avner fra Acre findes ikke i historiebøgerne. Dog har man opdaget, at et ikon i Mar Saba er langt ældre end først antaget. Det er baggrunden for idéen om, at man overskred grænserne for malerierne. Dog synes jeg hele historien bliver en lektion i samhørighed - at vi alle er Guds skabninger, uanset religion, og har de samme grundværdier. Det bliver lidt for komfortabelt, at Avner færdes på kryds og tværs af judaisme, kristendom og islam. I bogen ender det da også galt, og så slutter det med et lidt for fabelagtigt eventyr om Mansours kamel og muldyr, der tager hævn - den del kunne jeg godt have været foruden.