Une belle vie - Virginie Grimaldi

 

• Fransk
• 29. juli
• 384 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Det er uden tvivl easy-read bøger - men dermed ikke være sagt, at det er banalt eller indholdsløst! Jeg kan sagtens forstå Grimaldi har så overvældende succes i Frankrig, og op mod ferieperioden ser jeg jævnligt artikler i franske medier med lister over hendes bedste bøger til ferien. Det er dog også bøger jeg nu ved ikke skal indkøbes - for jeg startede lidt mandag aften i denne, så kom jeg rigtigt ind i den tirsdag morgen med min kaffe, og lige ved sengetid lukkede jeg den. 

Det kører i et højt tempo med mange korte kapitler, der skifter i tid. Vi starter i 1980, da Emma er fem år gammel og får en lillesøster, Agathe. De to pigers vinkler deles i parallelle spor op igennem de næste fyrre år. Hver tredje kapitel foregår så i nutiden, hvor de to søstre mødes i deres farmors hus ved stranden i Baskerlandet. Hun er død nogle måneder inden, og huset er solgt. De to søstre har ikke set hinanden i fem år eller endog talt med hinanden. Men nu tager Emma initiativ til, at de skal tilbringe en uge sammen.

Igennem de mange tilbageblik forstår vi den komplekse baggrund. En skilsmisse, og en far, der dør alt for tidligt. En mor, der er voldelig og alkoholisk. Agathe, der kæmper med det, der senere viser sig at være en bipolar diagnose. Emma, der kæmper med at blive gravid. De to søstre, der kæmper først for at beskytte sig mod moderen og senere for at skabe deres egne liv uafhængig t af hinanden. De er meget tætte og farmoderens hus er deres fristed i barndommen og ungdommen. Men det er også så symbiotisk, at det kan være svært at stå på egne ben.

Der er mange elementer i deres relation, som vil virke bekendte for alle søskende - måske endda mere for søstre (eller søskende af samme køn). Der behøver ikke at være så mange alvorlige elementer - vi kender nok alle følelsen af jalousi eller at sammenligne os med en søskende.

Deres ene uge sammen skal hele det sår. men Emma har også opsøgt Agathe i et andet ærinde. Jeg havde gættet, hvor det ville bære hen - og det var godt, jeg sluttede den hjemme. For der kom tårer til sidst!