Les Effinger II - Gabriele Tergit

 

• Fransk
• 26.-28. juli
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Man skal altid have næste bind i en serie stående klar! Man er inde i historien, og hvor forfatteren har valgt at bryde den kan være afhængig af sideantal eller med en kæmpe cliffhanger. I tilfældet med denne tobindsserie var det ved deklarationen af 1. Verdenskrig, som afsluttede første bind. 

De to jødiske familier - Effinger og Oppner - sender deres unge mænd til fronten, mens de tilbageværende stolte oppebærer den tyske fane. For de føler samme ansvar og samme stolthed over at være tyskere, som alle de andre, der kæmper i skyttegravene og i hjemmene. Men de mister også nogle, og andre bliver taget til fange. 

Efter krigen er der kampen for at finde mad, og den stigende inflation, som Tyskland som krigens taber blev udsat for. Men det er også 1920'ener med cabareter i Berlin, og kvindernes frigørelse. Familiens unge kvinder tager ikke til takke med en udvalgt ægtemand af god herkomst, og den ældre generation fortvivles over tidernes forfald.

Bogen springer i perioder over flere år og det er små detaljer som alder eller dødsfald, der indikerer, hvor vi er - ikke mindst ved hjælp af stamtræet. Så det hele kommer også snigende - som det gjorde for dem, der levede i Tyskland i 1930'erne. En ny regering og en ny mand, der havde radikalt andre ideer for landets fremtid. Der er tegn. Der er attituder blandt kolleger og bekendte. Der er mere åbenlys chikane i gadebilledet. Men i bund og grund tror alle, at det er en fase. Det vil gå over. For man vil jo ikke tage alt fra dem, der har levet i landet i generationer, og bidraget til økonomien.

Det er nok det mest tragiske element i denne periode op til krigen og deportationerne. Folk stolede på ganske almindelig sund fornuft og måske lidt for meget på det gode i mennesker. Fordi alternativet var så grotesk og uhørt at man ikke kunne forestille sig det. Alligevel sker det jo, selvom vi i bogen kommer meget "let" hen over slutningen.

Jeg kunne efterfølgende læse, at Tergit begyndte denne roman i 1938. Der var ikke nogen forlag, der ville have den - generelt var der mere efterspørgsel på historier, der foregik alle andre steder end i Tyskland. Det var måske ilde set, at tyske forfattere skulle skrive om disse uhyrligheder. Jødiske historier kom fra de besatte lande. Men Tergit ville indkapsle hvad det betød at være tysk jøde i perioden op til - og her rammer romanens tidsramme fint. Det er nødvendigt at have krigene fra 1870 med i billedet lige som 1. Verdenskrig for at illustrere, hvor integrerede de var. De modtog dekorationer for deres heltegerninger i krig for landet, men pludselig var de uønskede.

Derfor er slutningen måske blevet lidt forhastet. Vi aner, at mange endte i lejrene - og stamtræets årstal bekræfter det. Nogle nåede at flygte til Palæstina - som Tergit selv - og så ender vi i Berlin i murbrokkerne i en ødelagt by. 

Den står i sin helhed ikke lige så stærkt som Sarah Frydmans saga; det er langt mere politisk, og personerne bliver talerør for forfatterens ideologiske holdninger på bekostning af en reel personlighed, vi kan identificere os med. En anelse for meget overflade - men Tergits baggrund er mere journalistisk end romanforfatter. Der er dog bedre litteratur, hvis man ønsker at uddybe denne tidsperiode.