Det hun glemte - Liane Moriarty

 

• Dansk
• 25.-27. juli
• 458 sider
• Originaltitel: What Alice Forgot

Endnu en roman fra feriehylden i mit midlertidige hjem - hvor jeg glæder mig til at komme hjem til mine bøger i morgen!

Sidst jeg læste en roman af Moriarty var det fra et hotelbibliotek i Cape Verde; og det var på originalsproget - men jeg tror nu ikke kvaliteten ville være væsentligt forøget ved at læse denne på engelsk. Sidst var jeg ikke så begejstret - og det var jeg heller ikke her.

Moriarty bruger uamstændigt lang tid på at komme ind i sin historie; blot for at ende med en pointe, der er forudsigelig og ikke særlig spændende. Jeg forstår ganske enkelt ikke den store succes?

I 2008 er Alice er 39 år gammel, mor til tre børn, midt i en skilsmisse fra sin mand Nick og en rigtig forstadsfrue, som bruger sin tid på at involvere sig i børnenes aktiviteter, drikke cocktails med nabokvinderne og bruge mandens penge. En dag falder hun om i træningscentret, og da hun vågner er hun tilbage i 1998. Hun er gravid med sit første barn - og det er den virkelighed hun husker.

Som 29-årig var Alice sjov; ægteskabet var nyt, og de var unge og ubekymrede og i gang med at istandsætte et gammelt hus. Men nu er hun pludselig så anderledes og opdager denne nye virkelighed.

Eksmanden - men de var jo så forelskede? Tre børn - men hun har jo ikke født det første endnu? Og så er der Dominick, skoleinspektøren, som hun tilsyneladende er begyndt at date? Og Gina - alle snakker om Gina, som var hendes bedste veninde, og nu er død. Og søsteren Elizabeth, som hun åbenbart er gledet fra?

Hele romanen udspiller sig over lidt mere end en uge, hvor Alice skal forsøge at finde mening i det kaos, der er i hendes erindringer. Det virker jo totalt utroværdigt, at man blot sender hende hjem og lader hende alene med tre børn, hun ikke kan huske!

Desuden er der flere markante fejl i tidsregningen, da Moriarty skal placere protagonisterne i både 1998 og 2008 - noget hænger ikke sammen.

Og endelig slutter den med en epilog nogle år længere fremme end 2008; hvor Alice er nået til den meget politisk korrekte bevidsthed om, hvad der er vigtigst i livet - ikke materielle goder etc. etc.

Det er en stor kliché og hvor det forsøgsvis skulle være morsomt med den manglende hukommelse, så harmonerer det ikke. Jeg må minde mig selv om at holde mig langt væk fra Moriarty i fremtiden!