Raphael - Stephanie Storey

 

• Engelsk
• 8. - 11. juli
• 408 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Jeg fortsatte direkte med næste bind, kan man vel næsten sige, i Storeys bøger om italienske renæssancemalere. Jeg var ikke helt i svime over historien om fejden mellem da Vinci og Michelangelo; måske fordi der er så meget dokumentation om netop disse to store kunstnere. Begge efterlod enorme mængder skriftligt materiale i form af breve, notesbøger og papirer, og der har dannet basis for eftertidens fortolkning og biografier.

Denne bog handler om Raphael, som også var samtidig med Michelangelo - han var otte år yngre, og kom til Firenze i 1504, netop som Michelangelo færdiggør sin statue af David. Storey er fascineret af Raphael - en kunstner, som jeg aldrig har været lige så betaget af. Jeg har altid fundet hans kunst lidt for poleret og pastelromantisk; netop den perfektion, som han selv stræbte efter. Men denne historie ændrede absolut mit syn på ham.

Han døde ung; i 1520 kun 37 år gammel og på højdepunktet af sin karriere som officiel arkitekt for Vatikanet. Han efterlod ikke breve og notater i samme mængder som Michelangelo og da Vinci, og derfor er der måske mere fri fortolkning - men der er også mindre fare for at fordreje kendte fakta.

Storey angriber da også historien helt anderledes, da Raphael er fortælleren af historien og det giver en langt mere personlig og levende fortælling end i den første roman. Hun er bestemt vokset med opgaven, og jeg nød læsningen. Samtidig kan man se samtlige kunstværker, der omtales, på hendes blog.

Ikke kun hans egne, men også dem han ser i Vatikanet, og de kunstnere, der har inspireret ham gennem årene.

Men i Vatikanet kæmper han om pavens gunst; han vil male loftet i det Sixtinske Kapel - men Michelangelo får opgaven - mod sin vilje, da han jo hellere vil arbejde med sine marmorskulpturer. De to kunstnere har haft en konkurrence kørende i årene 1508-1512, hvor Michelangelo tro mod sig selv arbejdede i stor hemmelighed og en nærmest paranoid angst for at nogle skulle se hans værk. Den første halvdel er da heller ikke vellykket - og det er ikke den del, vi i dag ser kopieret mest. Raphael håber det kan give ham en mulighed for at få ordren på den anden halvdel. Det lykkes ikke, og Michelangelo fuldender sit mesterværk med blandt andet Gud og Adams fingre, der næsten rører hinanden.

Det er en fremragende fortælling om de stridigheder, der var kunstnere imellem - men også især pavernes magt og betydningen af, hvor man kom fra. Michelangelo var florentiner, og trofast mod Medici-familien, som ikke længere var så magtfulde. Raphael var fra Urbino, dengang en mindre fyrstestat, som priducerede paver af della Rovere-familien.

Ikke mindst lærte jeg at sætte mere pris på hans kunst; der er malerier, som er langt fra den pastelfarvede idyl, jeg ikke værdsætter så meget - selvom han for mig aldrig bliver den største renæssancemaler. Storey formår dog langt bedre at formidle historien om Raphael.