Katharine Parr (Six Tudor Queens VI) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 17.-20. juli
• 528 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Ved vejs ende i sagaen om Henry VIII's hustruer, som jeg startede i april; tanken var at læse dem i et stræk - men det krævede tilgængelighed på biblioteket, og måske var det også meget godt med en lille pause. Der er jo meget kronologisk overlapning, da de alle var samtidige med Henry VIII! Flere af hans hustruer var født langt efter ham - og døde jo desværre meget tidligere end ham.

Remsen, som kan bruges til at huske, hvad det skete med hvilken af hans hustruer er jo nærmest symmetrisk - og jeg synes også der er en vis symmetri i rækkefølgen i form af to trilogier.

De to hustruer, han blev skilt fra - Katherine af Aragon og Anna af Kleve var de to eneste kongelige hustruer - de "ægte" prinsesser. Deres strengere opdragelse passede nok ikke til Henry VIII's joviale og festlige temperament. Til gengæld opførte han sig da også mere elegant overfor dem - selvom skilsmissen fra Katharine af Aragon tog mange år.

De to, der mistede hovedet - Anne Boleyn og Katheryn Howard - var begge meget unge kvinder fra den engelske adel, der var hofdamer. De var unge smækre møer, som Henry VIII kunne lide dem. Men samtidig for frivole og forlystelsessyge - og muligvis troede de, at deres ungdom og skønhed ville beskytte dem. Men Henry VIII slog hårdt ned på alt, der sårede hans stolthed men også med fare for arvefølgen. Hvis de unge damer forlystede sig andetsteds og der kom et barn, var det jo svært at vide, hvem faderen var.

Endelig er der de to som principielt forblev hans hustruer - Jane Seymour, som døde i barselsseng og Katharine Parr, som blev hans sidste hustru og overlevede ham. Fælles for disse to kvinder var ligeledes, at de var adelige men af en noget anden støbning end Anne og Katheryn. De var langt mere rolige og kultiverede; og ikke purunge.

Katharine Parr var endog ikke ved hoffet før hun var omkring 30 år gammel, da hendes søster var hofdame og hendes bror havde en fremtrædende position hos kongen. 

Hun blev gift ganske ung med en adelsmand, som ikke resulterede i nogle børn - i bogen antydes det, at han var homoseksuel uden at der foreligger beviser for dette, som Weir ganske korrekt skriver i sine noter. Han døde ung og hun blev enke som 21-årig; og levede en tid i fred og ro i landadelen. 

Hendes anden mand var enke og adelsmand næsten dobbelt så gammel som hende. De boede oppe nordpå, hvor den katolske fraktion stadig var stærk i den religionskrig, der prægede England efter kongens skilsmisse fra Katherine af Aragon og ægteskab med Anne Boleyn. 

Denne bog i serien beskæftiger sig langt mere indgående med disse stridigheder, og det er virkelig interessant at få en mere uddybende beskrivelse. Katharine selv var om ikke lutheransk protestant så i hvert fald større tilhænger af denne fraktion end af katolicismen. Men for at genoprette sit gode rygte hos kongen flyttede de til London, hvor hendes mand var i parlamentet, og Katharine mødte både kongen og den afdøde Jane Seymours bror, Thomas.

Da hendes mand vliver syg, begynder de begge at kurtisere hende - og der er en stor forelskelse mellem Katharine og Thomas. Men ingen siger nej til kongen, og Katharine overbeviser sig selv om, at hun vil arbejde for den nye tro ved hoffet og ser det som en pligt at acceptere frieriet lige efter hendes mands død. Thomas Seymour bliver bekvemt sendt til Bruxelles - ude af øje, ude af sind!

Dette sidste ægteskab var ikke lidenskabeligt - men de havde tilsyneladende et godt forhold; de var kultiverede og elskede at læse og diskutere; ikke mindst teologi. Katharine var på et tidspunkt i fare for at blive fængslet som protestant og kunne måske have lidt samme skæbne som Anne og Katheryn i så fald. Men til sidst døde han altså og hun var enke for tredje gang. Og straks fandt hun Thomas Seymour igen - og de giftede sig relativt kort tid efter; hvilket absolut ikke passede alle. Især den anden Seymour-bror, som var blevet regent for den meget unge konge, var ikke meget for at se lillebroderen overhale ham i rang ved at gifte sig med en dronning. Katharine beholdt sin titel og privilegier selv som enkedronning.

Katharine var ovenud forelsket i sin mand - men han var muligvis også en goddigger. Inden de blev gift skulle han have forsøgt at gifte sig med kongens datter Elizabeth (senere Elizabeth I); og da Katharine endelig blev gravid som 35-årig og efter tre barnløse ægteskaber, skulle de have opført sig ubelejligt.

Katharine døde i barselssengen; det er jo en trist skæbne men ofte kvindens lod - da hun endelig fik muligheden for et kærlighedsægteskab, var hun for tiden en midaldrende kvinde og det blev alt for kort. Hendes mand genoptog jagten på kongens datter, og endte med at miste hovedet selv knap seks måneder senere.

Det var en fantastisk afslutning på en virkelig god serie; Weir formåede at give hver af disse kvinder deres egen personlighed så vidt muligt bygget på historiske data. Selvom tidslinjerne igen og igen overlapper, så er vinklen konstant anderledes, så man aldrig keder sig.