Anne Boleyn (Six Tudor Queens II) - Alison Weir

 

• Engelsk
• 25.-29. april
• 544 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Andet bind i serien om de seks Tudor-dronninger handler om den nok mest kendte af dem alle - Anne Boleyn; hun blev årsagen til, at kongen brød med den katolske kirke i Rom, og England den dag i dag har monarken som overhoved - i modsætning til fx Danmark, men også mange andre lande. Desuden var hun den første af hans hustruer, der blev dødsdømt. Man har tilbøjelighed til at sige, at Henry VIII dræbte sine koner - men det skete rent faktisk kun for to af dem. Bevares - det er rigeligt! Men ikke helt så makabert som det er blevet til i folkemunde. Englænderne har et fantastisk rim, så skolebørn kan holde styr på det:

Divorced, beheaded, died, divorced, beheaded, survived.

Som jeg skrev om første bind så er Weirs opgave med denne store serie jo at differentiere sine protagonister - der er store kronologiske overlap, da flere af de efterfølgende dronninger levede under Katherine af Aragons tid og tilmed var ansat ved hoffet.

Annes historie starter dog lidt tidligere, da hun som 11-årig i 1512 bliver sendt til hoffet i Nederlandene for at blive oplært hos Margrethe af Østrig. Denne var tante til den tysk-romerske kejser, og i mange år regent for ham i Nederlandene. Det inspirerede Anne, og lærte hende, at kvinder sagtens kunne have noget at sige. Hun ville i hvert fald ikke affinde sig med en passiv rolle og giftes væk som teenager.

Men da konflikten mellem kejseren og kongen eskalerede kunne hun ikke fortsætte der, og blev i stedet sendt til det franske hof. I 1515 fik Frankrig en ny konge, og Frans I var kendt som lidt af en skørtejæger og forsøgte muligvis at forføre den unge Anne. 

Frans I var også den konge, der bragte Leonardo da Vinci til Frankrig, og Weir beskriver, hvorledes han på slottet Amboise malede et portræt af en italiensk adelsdame (Mona Lisa) og senere døde i kongens arme. Begge dele er faktuelt forkert! Mona Lisa var påbegyndt år forinden - og mange kilder angiver, at kongen slet ikke var i nærheden af slottet, da den berømte maler døde. En kunstnerisk frihed man sagtens kunne have været foruden.

Weir forsøger som sagt at give os et andet indtryk af Anne Boleyn som fritænkende, selvstændig - og tilsyneladende ikke forelsket i Henry VIII. Men hun var tiltrukket af magten og det kan man måske forstå? Især når man tænker på, at der gik seks år fra kongen først begyndte at kurtisere hende til de blev gift - og ifølge Weir ikke havde noget fysisk samvær inden. Det var derfor ikke en dyb passioneret forelskelse fra hendes side.

Anne Boleyn var heller ikke ung længere - i datidens øjne - da de endelig blev gift; hun var 32 år gammel, og der skulle hurtigt skaffes nogle arvinger. Stadig de prinser, som kongen desperat havde behov for.

Men det gik ikke bedre for Anne end det gjorde for hendes forgænger Katherine; hun fødte en robust datter - den senere Elizabeth I; men også flere for tidligt fødte børn - deriblandt drengebørn. Om det var årsagen til, at hun skulle ud vides næppe. Men sikkert er det, at kongen var så forhippet på at skaffe sig en tronfølger, at det blev vigtigere end forholdet til hustruerne. Men der skulle findes en årsag til at skaffe sig af med hende.

Med Cromwells hjælp blev hun anklaget for utroskab - endog incest med sin egen bror. Er det sandt?

Det finder vi nok aldrig ud af - måske er der et gran af sandhed i det. Hendes ægteskab var ikke baseret på kærlighed, og kongen var jo utro. Men derfra til at have fem elskere deriblandt sin egen bror - det er nok mere politik.

Anne overlevede sin ærkerival med blot fire måneder og nogle dage - og dagen efter hendes halshugning i Tower of London giftede Henry VIII sig med den næste dronning; som selvfølgelig også havde kendt Anne og været ved hoffet.