Dansen - Anna Hope

 

• Engelsk
• 17.-18. april
• 352 sider
• Originaltitel: The Ballroom

I 2016 læste jeg Hopes meget smukke debutroman om den ukendte soldat fra 1. Verdenskrig og de kvinder, hvis historier flettede sig ind i soldatens liv. Så jeg havde store forventninger til denne, som foregår i næsten samme tidsperiode.

I 1911 sendes den unge Ella til et sindssygehospital efter at have smadret et vindue på den fabrik, hvor hun har arbejdet siden hun var 8 år gammel. Ikke nødvendigvis fordi hun er sindssyg - men fordi hun vil have luft; både fysisk og psykisk fra en kummerlig tilværelse på samfundets bund. Men samfundets reaktion på den slags er at lukke hende inde.

På anstalten møder hun den småborgerlige Clem, hvis familie har indlagt hende og betaler for hendes ophold. De bliver veninder, og Clem giver hende fif til, hvordan hun skal opføre sig for at klare sig igennem. Forhåbentlig for at blive løsladt!

Ella og Clem tilses blandt andet af Dr. Fuller - som ikke er færdiguddannet læge, men har arbejdet sig op i systemet. Han ville faktisk hellere have været musiker, og har en idé om at musik kan lindre patienterne og hjælpe til deres helbredelse. Derfor afholdes der hver fredag aften dans i den store balsal, som er smuk som på et slot.

Her møder Ella den tavse irer John, som også er endt der som et resultat af livets hårde skæbne - ingen af dem er reelt syge; snarere lider de af en depression. Men tiderne var absolut nogle andre!

Historien fortælles skiftevis af Ella, John og Dr. Fuller hen over foråret og sommeren 1911, hvor Fuller forsøger at få hæder og ære gennem sit projekt med musikken. Men han har selv nogle latente problemer, som var farlige i tiden - hans fornægtede homoseksualitet bliver voldsomt pirret af Johns åbenlyse maskulinitet. Pludselig vil han støtte op om et forslag om raceudrensning ved sterilisation - et forslag, som heldigvis aldrig blev vedtaget - men som jo fandtes i andre lande i årene derefter!

Det er som om den varme sommer får det hele til at eskalere - også for Clem, som bliver mellemmanden i Johns og Ellas breve; og dermed er hun måske den mest sårbare af dem alle. Til sidst er det nemlig svært at vide, hvem der er syg og hvem ikke.

Jeg synes det var absolut fint fortalt - en grusom historie egentlig, og absolut troværdig. Hope kan noget med den periode i engelsk historie så man fint ser protagonisterne for sig.