Trouble - Jeroen Olyslaegers

 

• Fransk
• 1.-4. april
• 416 sider
• Dansk titel: Ikke oversat

Endelig kom jeg i gang med den flamske forfatter, som havde drillet mig lidt. Det var en tuing start, hvor jeg havde et par tilløb over de sidste to uger, men det blev ikke til mere. I weekenden tog jeg mig sammen, og endelig fik jeg hul på bylden.

Den er nemlig tung at komme i gang med synes jeg - er man kommet over de første 50-60 sider går det dog langt nemmere.

Historien fortælles af Wilfried - en meget gammel mand, der i en lang monolog til sit oldebarn fortæller om 2. Verdenskrig i hjembyen Antwerpen i Belgien. Det var oprindeligt det, der tiltrak mig efter mine mange år i Belgien. Antwerpen spiller en central rolle i Belgiens version af krigen; det er nemlig landet og vel Europas diamantcentrum. En hel bydel er helliget handlen med diamanter selv den dag i dag, og det er primært styret af jøder.

Wilfried er tyve år gammel, da krigen bryder ud og Belgien besætes af tyskerne. Han er færdig med skolen, men skal finde et job for at undgå at blive sendt til Tyskland i arbejdslejr. Han bliver derfor politibetjent, hvor han møder Lode, der også er modstandsmand.

De to unge betjente deltager blandt andet i anholdelsen af jødiske familier, men reagerer vidt forskelligt. Lode klager over tyskerne, hvilket ikke ftremmer hans sag - mens Wilfried hurtigt viser sig at være glat som en ål. Han arbejder til dels lidt med Lode og hans folk ved blandt andet at tage mad til en jøde i skjul. På den anden side ses han ofte med sin fransklærer, som er gode venner med tyskerne og stærkt antisemitisk.

Men Lode og hans familie gemmer måske jøden fordi de bliver godt betalt for det? Spiller Wilfried dobbeltspil eller er han blot en kujon, som ikke vil tage stilling for eller imod?

Olyslaegers tager os med ind i de mørkeste kroge af, hvad der sker med folk under pres. Wilfried prøver ikke så meget at undskylde i denne forsinkede mea culpa til oldebarnet; men mere at forklare, at alle havde en pris. Wilfried skylder til tider skylden på sit alter ego, "Angelo" - en personnage, der bor i ham siden han som barn fik meningitis. Det er navnet til trods hans dæmon.

For at komplicere tingene gifter Wilfried sig med Lodes søster Yvette; efter Lode har gjort tilnærmelser til ham. Men de to mænd har så meget på hinanden, og i krigens sidste timer sker der ting, som der senere skal gøres regnskab for. Ikke med det samme, nej. Lode venter i årevis, og så rammer han Wilfried, hvor det gør mest ondt.

Det er voldsomt på mange måder. Der er passager, hvor jeg stadig føler en antisemitisme, der gjorde mig ubehagelig tilpas. Det er intenst - med blot tre kapitler på 400 sider. Det hopper fra fortid til nutid og forskellige periode indimellem. Og modtageren af monologen - findes det oldebarn virkelig?

Det er i sidste ende en gammel og dement mands tanker, som har lyspunkter, som er klare og pinefulde for han selv. For det minder ham om alt han gjorde dengang. Interessant vinkel men ikke nem og hyggelig læsning.